torsdag den 26. september 2013

Et Ruinfirben (Podarcis siculus) kom med frugt fra Italien til Aarhus

I sidste uge fik vi på Naturhistorisk Museum i Aarhus indleveret denne lille unge af Ruinfirben (Podarcis siculus (Italian Wall Lizard)), der blev fanget i et lokalt supermarked. Det er en art som naturligt hører hjemme i Sydeuropa, men som er kommet hertil blandt frugt fra Italien. I dag kravler den rundt i et lille terrarium hos museets kurator for krybdyr.


onsdag den 18. september 2013

Rustand, 2K han, 14.8.2013, Barnekol, Samsø

I minutterne efter at jeg den 10. august 2013 havde meldt fundet af en hun Rustand i Ho Bugt ud, bippede telefonen med en melding om en Rustand i Midtjylland. Det viste sig, at der inden for det samme tidsrum faktisk var blevet fundet to Rustænder i Danmark. Den jeg havde fundet, var formentlig ankommet sammen med Gravænder til deres faste fældeområde i Vadehavet, mens fuglen på Samsø formentlig var ankommet sammen med Grågæs på deres sydvestgående efterårstræk fra Skandinavien.


Som det første sikrede jeg mig straks, at lokalpatriot Stephan Skaarup Lund (SSL) fik kendskab til fundet på Samsø, men han valgte at lade den flyve. Derimod havde jeg nogle dage senere mulighed for at besøge øen, hvor jeg onsdag den 14. august om morgenen tog cyklen med færgen. Mens jeg stod på færgen, havde lokale Mogens Wedel-Heinen sammen med fire gæstende birdere fuglen under konstant observation, hvorfor den på fornem vis blev serveret på et sølvfad ved min ankomst. Det var fedt endelig at se arten i Østjylland særligt nu, hvor det viste sig at være en hybrid sidst jeg forsøgte.



Selvom Stephan af egen fri vilje havde valgt ikke at se den, så havde jeg dog den frygt, at hans kendskab til at jeg nu havde bragt mig en art foran i konkurrencen ville få ham til at genoverveje og måske tage turen. Da Stephan ikke var klar over, at jeg med sikkerhed havde set anden, udtænkte jeg et forræderisk scenarium, hvor jeg først ville servere ”nyheden” som en nytårsgave den 31. december. Men en aften over maden fremlagde jeg min intention om at holde fundet ”hemmeligt” indtil jeg var overbevist om at fuglen havde forladt Østjylland. Ikke overraskende viste det sig dog, at min datter på 10 år havde højre moral end jeg selv og hun kundgjorde lettere fortørnet, at såfremt jeg ikke straks fortalte om fundet, så ville hun selv ringe til Stephan...

Det meste interessante i historien er naturligvis anden. Rustand er en art, hvor diskussionen om spontanitet ofte bringes på banen. Fuglen blev fundet på en lokalitet, der ofte besøges af de lokale fuglekiggere og efter deres umiddelbare vurdering, så havde den således ikke opholdt sig der igennem længere tid, men var formentlig ankommet sammen med det store tiltræk af skandinaviske Grågæs, der hvert år raster i området ved Barnekol i Stavns Fjord. Der er blandt flokken tidligere år aflæst gæs, der var blevet mærket i det nordlige Sverige, hvorfor det ikke er utænkeligt, at den aktuelle Rustand var fulgt med gæssene hele vejen fra Nordsverige. I forlængelse heraf, så er det meldt langt flere Rustænder fra det nordlige Sverige og Finland end normale somre, hvorfor det kan overvejes om fuglen fra Samsø rent faktisk er den ægte varer. De lokale fuglekiggere kunne desuden tilføje, at den havde en flugtafstand på omkring 400 meter og den kunne således ved forstyrrelse finde på at flyve op selvom Grågæs blev stående.

Jeg brugt en del tid på at iagttage fuglen, og kunne endvidere konstatere, at det formentlig drejer sig om en 2K han Rustand, hvilket fremgår at min video, hvor de afgørende karakterer for aldersbestemmelsen er fremhævet.

Rustanden sås fra den høje kystskrænt ved Barnekolm, hvor den fouragerede i vigen ud for sammen med Grågæs, svømmeænder og vandefugle.
Barnekol er super fed lokalitet med godt udsyn over en velafgræsset strandeng, hvilket i øvrigt er lidt af en sjældenhed i Danmark.
Afstanden var det meste af tiden ret stor, og da de lokale beskrev fugle som sky var det bedst kun at iagttage den på afstand.
Sovende blandt Grågæs på strandeng kunne den være svær at finde.