mandag den 16. april 2012

Brilleand, 2k han, 16.4.2012, nord for Grenå Havn



Havde et kort ærinde i Grenå, hvorfor en hurtig havnerundfart blev flettet ind. Der var ikke mange måger, så i stedet ville jeg lige tjekke ydermolen på nordhavnen for Topskarv. Stillede mig op på molen og scannede stenene ud mod havet og til sidst tjekkede jeg havet. Lidt øst for linjen fra havnen til Fornæs lå en enlig sort and med hovedet pegende mod øst og med solen direkte ind fra sydvest. Vandet var forholdsvis roligt nord for havnen og anden derfor synlig hele tiden til trods for den friske vind fra vestlig retning, mens bølgerne længere ud på havet var større. Jeg var kun bevæbnet med håndkikkert og kamera over skulderen, mens teleskop og mit lille videokamera til long distance dokumentation stadig lå i bilen, der holdt parkeret et stykke inde på havnen.

I håndkikkerten kunne jeg se at anden var proportioneret ret meget som en Sortand og således med kortere krop end Fløjlsand, den havde et stort og fyldigt hoved, men tydeligst af alt havde den et stort og ret veldefineret hvidt nakkefelt og noget udefinerbart farverigt på næbbet. Satte mig derfor øjeblikkeligt ned for at få bedre støtte til håndkikkerten, da jeg var klar over det var en Brilleand. Fik skudt to billeder inden kameraet gik død, hvorefter jeg kiggede lidt mere på fuglen igennem håndkikkerten for lige at sikre jeg ikke havde fået en hjerneblødning og anden blot var forkertfarvet dykand. Men den var god nok og kunne ses hele tiden, den dykkede således ikke, men lå og kigge rundt til siderne og virkede nervøs, så efter et minut ekstra løb jeg ind til bilen for at hente bedre udstyr.

Det tog måske fem minutter inde jeg var tilbage, men nu var anden væk. Ventede lidt tid uden den dukkede op og jeg regner således med den var på gennemtræk, havde smidt sig for at raste på havet i læ udfor kystskrænterne inden den trak videre. Der ligger sjældent ret mange dykænder ud for havnen, så det er således ikke et oplagt sted at forsøge at genfinde den. Der er havet nord for Fornæs op mod Sangstrup Klint måske bedre.

Mine kamerabatterier er så brugte, at de ikke længere kan holde strøm lang tid af gangen og særligt i koldt vejret mister de lynhurtigt spændingen. Det nye batteri jeg købte for få dage siden sad hjemme i opladere i Feldballe efter det var blevet drænet fladt på ”The Great Kattegat Adamsii Tour” i går.

Alder & beskrivelse
Fuglen er bestemt til en 2k han, da nakkefeltet ikke var helt vildt stort og heller ikke knivskarpt afgrænset som hos gamle hanner, panden virkede sort uden hvidt pandefelt, næbbet ikke så voldsomt opsvulmet og uden særlig meget hvidt, panden ikke så udbulende og svingfjerene virkede sammen med nogle fjer på bagkroppen brune i kontrast den sorte ryg, hvilket alt sammen entydigt stemmer med en 2k han. For sammenligningens skyld kan man kigge på julifundet fra Island, januarfundet fra Spanien her, her og her eller aprilfuglene fra Californien.

Der sås ikke særlig meget hvidt på næbbet, men en rund mørk tegning på siden af næbbet ind mod basis kunne erkendes, mens resten af næbbet var filurfarvet. Øjet var hvidligt og synligt i det sorte hoved. Øvrige karakterer, der ud over størrelse og proportioner understøtter bestemmelsen er den kantede hovedprofil med vinklet overgang mellem det bagerste af issen og selve nakken, ret flad isse og kurvet nedgang over panden. Men også den sorte bagisse, der forsatte bagud hen over det hvide nakkefelt og således var med til at indramme den hvide nakke





tirsdag den 3. april 2012

Nordatlantisk ”borealis” Ederfugl er sofakryds til de fremsynede

Søndag den 1. april 2012 fandt Jeppe Bundgaard, Peter Bundgaard, Henrik Læssøe og jeg en adult han Ederfugl med karakterer svarende til Somateria mollissima borealis fra de arktiske områder i Nordatlanten. Det er formentlig først gang formen dokumenteres i Danmark og i hvert fald første gang den kan twitches.

For dem der går op i sofakrydser er det værd at påpege, at DNA studier antyder, at Ederfugl måske vil blive udskilt i fire arter: S. v-nigrum (Pacific Eider), S. borealis (Northern Eider), S. dresseri (Canada /Amarican Eider) og S. mollissima (European Eider). "Northern" Ederfugl er langt den mest sandsynlige af de tre trækgæster og synes at forekomme årligt ud af de nordlige kyster i Storbritannien og Irland, hvorfor det er muligt og endog meget sandsynligt, at fugle har været overset i Danmark tidligere.



Afgørende for bestemmelsen af en adult han borealis i forhold til mollissima er:

• Tilstedeværelse af små hvide ”skulderblad sejl” på ryggen
• Næbbets påfaldende gule farve med et svagt orange skær særligt på ”frontallapper”
• Benene har samme farve som inderst på overnæb
• Næbbets strukturelle afvigelser med smallere og mere ”hængende” yderst halvdel
• Mere tilspidset område med hvide fjer på siden af næbbet
• Smallere og mere tilspidsende stribe med sorte fjer under de sennepsfarvede ”frontallapper”
• Sort hætte har ofte mere lige underkant under øjet
• Mere firkantet hovedform særligt med stejlere pande
• Mere kraftigt laksefarvet bryst

Hos borealis ses en glidende overgang i næbbets farve og frontallappernes form fra øst til vest, hvor fugle i øst (Svalbard og nogle i Island) har oliven-grå næb foruden tilspidsede frontallapper, mens fugle i det vestlige Grønland og nordøst Canada) har mere orange skær i de gule sennepsfarvede næb og bredere frontallapper med mere rund afslutning op mod panden. Farven på ben og fødder følgerne gerne næbbets dominerende farve, hvor fugle med kedelige olivenfarvede næb har kedelige olivenfarvede ben, mens fugle med de lyseste gule eller gulorange næb har de kraftigst gulfarvede ben og fødder.



Den er således ganske let at genkende borealis særligt pga. de små 'skulderblad sejl' og de lyse gule og svagt orange toner på næbbet. Men hvorvidt de hvide sejl er synlige afhænger af fuglens adfærd. I søndags var sejlene lagt ned under fouragering og når den svømmede op mod bølgerne, mens de pludselig blev rejst, når fuglen indtog en mere afslappet positur.

Indtil videre ser det ud til, at kun trækgæster til Vesteuropa fra længere mod nord og vest har tydelige hvide sejl, og sådanne små hvide ”skulderblad sejl” på ryggen anses i øjeblikket for at være en garanti for Arktisk eller Nearctic oprindelse. Fuglens farve på næbbet og formen af frontallapperne indsnævrer det til en oprindelse formentlig fra nordvest Atlanten.

mandag den 2. april 2012

Presumed Northern Eider (S. m. borealis), 1.4.2012, Hanstholm Havn

This ‘presumed to be’ of the form borealis also known as ‘Northern Eider’ was found feeding in Hanstholm Harbour by Jeppe Bundgaard, Peter Bundgaard, Henrik Læssøe and me on 1st April 2012. It could become the first Danish record and it feels great finally to find one with white sails following my 2009 attempt.

It was really a stunning Eider and was quite easily recognised in comparison with the two Common Eiders occasionally swimming next to it. Superficially it is very similar to the dapper black and white plumage of Common Eider but it is the small ‘scapular sails’ and also the bright yellow tones of the bill that really set them apart.

The ‘Northern’ form also known as ‘Borealis’, (which is also the Latin name Somateria mollissima borealis) is basically the name given to the subspecies in the Arctic regions of the North Atlantic, from North East Canada, Greenland, Iceland and Svalbard. There are several subspecies in the ‘Common Eider’ group; besides the Common Eiders (S. m. mollissima) there are three of which we should be (and many are) on the lookout for as they could potentially turn up as vagrants.

Livezey (1995) suggests that the Common Eider is actually four species: S. v-nigrum (Pacific Eider), S. borealis (Northern Eider), S. dresseri (Canada/American Eider) and S. mollissima (European Eider). ‘Northern’ Eider is by far the most likely target and it is possible and indeed quite likely that birds have been over looked in Denmark in the past.

According to Garner (2008), Garner & Millington (2010) and Van Duivendijk (2010) the key features of adult male Northern Eider in relation to European Eider are:

  • Two stiffer modified long scapulars creates presence of white sails on the back
  • Colour on the bill base, many have orange tones over the bill base
  • Legs and feet colour match the bright yellowish orange tones of the bill base
  • The feathered black stripe running down the side of the bill lobe is very narrow
  • The feathered white area on the side of the bill is more pointed and lack the rounded tip
  • The lobes differ in shape being more pointed
  • Bill shape differ structurally tending to be more elongated and drooping towards tip
  • Black cap often has a straight lower edge
  • Head shape tend to be squarer with steeper forehead
  • Breast can be richer, deeper salmon colour

The Northern Eider appears to occur annually off the northern coasts of Britain and Ireland. The origin of these birds remains uncertain but, in terms of movement and migration, birds from Canada, Greenland, and maybe Spitsbergen, could all occur within our area.

This image shows how in really good contenders for borealis Eider, the leg and feet colour should match the bright yellowish orange tones of the bill.

See this photo indication of positive borealis characters.

Nice rich yellowy bill, extra wings/nipples/spurs/sails/fins (whatever you want to call them) protruding from its back, “English Mustard” coloured legs and feet and narrow black running down the sides of the bill lobes. The lobes too differed in shape from the other “Common” Eiders, so it ticked the boxes in terms of sub ‘specific identification.




There is a cline in bill colour and frontal lobe shape from east to west, birds in east (Svalbard and some in Iceland) with olive-grey bills and fine and pointed frontal lobe, and birds in west Greenland and northeast Canada) with increasingly bright and orangey bills and slightly broader and round-ended lobe. Leg and foot colour usually mirror bill colour in that birds with dull olive bills have dull yellowy-olive legs while birds with the brightest yellow or yellow-orange bills tend to have the brightest yellow-coloured legs and feet.

All male eiders have two stiffer modified long scapulars. They are the same feathers that give male King Eider their permanently erect black sails. So far it seems that only vagrants to Western Europe from further north and west have obvious white sails and they are presently considered to be a guarantee of Arctic or Nearctic origin.

This image shows how the bill shape tends to differ structurally as well as by colour, tending to be more elongated and drooping towards tip.

The difference in bill colour to the accompanying Common Eiders is quite distinct. The shape of the lobes (the extremity of bill that runs up towards forehead) tends to be different as does the black that borders it...










References

Garner, M. 2008: Frontiers in Birding. BirdGuides Lft., Sheffield.
Garner, M. & Millington, R. 2010: The forms of Common Eider: their identification, taxonomy and vagrancy. Birding World 23(2): 65-82.
Livezey, B.C. 1995: Phylogeny and evolutionary ecology of modern seaducks (Anatidae: Mergini). Condor 97: 233-255.
Van Duivendijk, N. 2010: The Advanced Bird Guide: ID of Every Plumage of Every Western Palearctic Species. New Holland, London.