søndag den 3. januar 2016

Kongeederfugl x Ederfugl (hybrid), han, 24-25.12.2015, Syrodde, Læsø

I juleferien besøgte vi Læsø, hvor jeg endnu engang var forbi Syrodde for at bladre i flokkene af dykænder. Tidligere har jeg set Stellersand og Amerikansk Sortand fra lokaliteten, så forventningerne var som altid høje.

Forholdene var gode fordi en del ænder var søgt ind under kysten for at ligge i læ for en kraftig vind fra syd. Desværre var det allerede tæt på solnedgang, hvorfor der ikke var så meget lys tilbage. Men ikke desto mindre sprang en Ederfugl han i øjnene pga. en stærkt afvigende hovedtegning og et meget orange næb.

Hovedtegningen med reduceret sort kalot og orange på næbbet matchede meget godt det store antal af billeder jeg tidligere havde set at hybridformen Kongeederfugl x Ederfugl. Men hovedformen var langstrakt som en Ederfugl og ryggen var hvid som en Ederfugl, hvorfor der var mest Ederfugl i fuglen. Artsren var den dog ikke.

Selv tænker jeg, at det måske ikke er hybrid af første-generation, men i stedet en tilbagekrydsning med Ederfugl og således en anden-generations. Det er jeg dog på ingen måde sikker på, dog har jeg svært ved at finde billeder af hybrider, der matcher fuglen fra Læsø. Bemærk således at den faktisk har noget lyst i halefjerene, hvor så end det kommer fra rent genetisk, da det hverken ses hos Ederfugl, Kongederfugl eller Brilleederfugl.

Den første aften sås den på noget større afstand end dagen efter, hvorfor jeg følte mig usikker på om jeg kunne udelukke en ssp. v-nigrum Ederfugl med fejlpigmentering i den sorte kalot. Dagen efter sås den dog meget bedre og således også flyvende. Her var det tydeligt, at der var tale om en hybrid pga. orangerøde ben, måske lidt kortere og mere kompakt krop end hanner af Ederfugl, hovedtegningens detaljer og formen af de orange næblober.

Det aktuelle fund fra den 24.-25. december 2015 ved Syrodde på Læsø er måske kun det tredje fund af en hybrid med Kongeederfugl herhjemme. Første fund sås januar-februar 2013 ved Korshage: her, her og her. Det andet fund sås i februar 2014 ved Bønnerup Strand på Djursland: her og her. Er der andre dokumenterede fund?


lørdag den 2. januar 2016

Kongeederfugl x Ederfugl (hybrid), han, 8.2.2014, Bønnerup Strand, Djursland

Fandt ud af at jeg ikke havde bragt den video jeg for efterhånden meget længe siden lavede af den hybrid mellem Kongeederfugl og Ederfugl som Bjarne Golles fandt den 5. februar 2014 ved Bønnerup Strand på Norddjurs.

Fuglen har et meget klassisk udseende og er formentlig en hybrid af første-generations fra artsrene forældre.

Så her er den.