Ifølge Chris Gibbins inddeler de ederfugle i Skotland i forskellige kategorier, da de både ser meget typiske
borealis eksemplarer og andre mindre eksemplariske. De spekulerer i hvorvidt ægte
borealis ankommer i vintrene, men i stedet for at trække væk yngle enkelte individer så intermediære typer produceres. Alternativt kan de skotske ynglefugle undtagelsesvis vise et mindre hvidt sejl. Indtil det er afklaret arbejder de med følge inddeling:
type-3 er de typiske lokale
molissima ynglefugle som vi også har i Danmark,
type-2 er fugle, der viser et blandet sæt af karakterer, der indikerer genetisk indflydelse fra
borealis uden dog helt at imødekomme de fastsatte kriterier (eksempelvis har de enten hvide sejl eller særlig udformning af hovedets bare dele, eller kraftig farvning af næbbet eller tilspidsede pandelober). Til sidst er der
type-1 fuglene, der imødekommer de accepterede kriterier for
borealis i kraft af stor hvide skuldersejl, orangefarvet overnæb og tilspidsede frontallober ligesom det seneste fund fra Hanstholm.
Fuglen fra Hanstholm havde markante hvide sejl, tilspidsede frontallober, smal og tilspidset sort stribe langs undersiden af loberne, et tilspidset hvidt fjerområde på siden af næbbet, mere tilspidset næb med dryppende form yderst foruden en mere stejl pande, der gav hovedet en mere kantet profil. Alene hovedets form, struktur og fjerområder gjorde fuglen til en meget påfaldende fugl, hvor de hvide skuldersejl blot bidrog til for alvor at få fuglen til at træde frem blandt de få
molissima i havnen. En flot fugl, der har kick startet min interesse i emnet.
Derfor har jeg også bladret mine billeder af ederfugle igennem, hvorved jeg fandt følgende interessante fugle i samlingen. Begge fugle er fotograferet i
Bønnerup Havn den 13. marts 2006, hvor særligt mange ederfugle sås i havnen.
Fugl 1: er hvad man som minimum kan kalde en
type-2 pga. de små hvide sejl, mens resten faktisk matcher
borealis på flere karakterer. Bemærk således også de lange tertiærer, der hænger ned over svingfjerene, hvilket også fremhæves som en pro-
borealis karakter.
Fugl 2: er også lidt interessant, da den har ret brede og afrundede frontallober, rund pande i glidende overgang til et rundet overnæb, der giver et konvekst udseende. Man kan sige, at den giver et 5-10 %
dresseri Northern Eider-agtigt indtryk, hvilket blot underbygges yderligere af at det grønne på halssiden så småt strækker sig fremad under den sorte kalot. Det er naturligvis lang vej til den ægte
dresseri vare, som eksempelvis måske sås i den tyske østersø i vinters (
her,
her,
her,
her,
her og
her). Men fuglen afspejler blot, at variationen hos de danske ederfugle er større end typisk beskrevet og er derfor ret interessant dokumentationsmæssigt. Glæd dig til vinter...
