Min nabo fandt den 16. februar 2016 en død Duehøg i den lokale skov blot få hundrede meter fra hvor vi bor. I de efterhånden mange år vi har boet i Feldballe, har vi haft fornøjelsen af et lokalt duehøge-par, der igennem årets gang har krydret hverdagene og spredt skræk og rædsel hos området andre fugle. Jeg er noget spændt på om den død fugl er fra det lokale par.
Som billederne viser, var den ret frisk med en komplet fjerdragt og udviste ikke tegn på at være afkræftet, men tværtimod virkede den til at have en god kondition med en vægt på 1181 gram. Der er tale om en 3K+ hun, hvor alderen er bestemt ud fra fjerdragten i form af antal bånd på de enkelte brystfjer, mens køn bestemmes af størrelsen, idet den havde en vingelængde på 357 mm og således ligger klart over de længste mål på hanner.
Finderen beskrev, at den lå under et træ med en knækket gren i den ene fanger. Der er ikke tegn på, at den er blevet skudt, men jeg er naturligvis usikker på om den er død af naturlige årsager eller om den evt. er blevet forgiftet. Derfor har vi nu sendt den til analyse hos Vildtsundhed.dk