Hætteværling, hun, 26.7.2012, Møllebakken, Christiansø

Næbbet er meget kraftigt, stort og relativt langt med jævn overgang fra overnæbbet til pande som typisk for Hætteværling. Selvom længden delvist overlapper de to arter imellem, så har Hætteværling typisk længere og kraftigere næb end Brunhovedet Værling. Desuden er der også hjælp at hente i selve formen af næbbets overkant, hvor Brunhovedet Værling i de fleste tilfælde har en let buet og konveks form, mens Hætteværling oftest har helt lige overkant som i det aktuelle tilfælde eller næsten lige med kun en smule konkav overkant.

Den har et relativt stort hoved med en meget flad pande som det typisk ses hos Hætteværling, hvor Brunhovedet Værling er en mindre værling typisk med mere rundt og kort hoved. Issen har fine mørke længdestriber i kontrast til den grålige grundfarve og den er jævnt stribet fra næbbasis om til nakken, hvilket også understøtter bestemmelsen, da Brunhovedet Værling ofte angives som havende mindre stribning, der ofte ikke når næbbasis. Særdeles vigtig for bestemmelsen er også den svage hættetegning, der ses som en lysere spøgelsesudgave af hannens mørke hætte. Den skabes af relativt mørk isse, øredækfjer og kind i svag kontrast til lyse grålige halssider og nakke, men i skarp kontrast til en svagt gul og umarkeret strube. Det passer perfekt med talrige billeder af Hætteværling, mens Brunhovedet Værling typisk ikke har så tydelig farveforskel mellem strube, kind og isse. Fuglen har desuden en tydelig lys øjenring, der blev fremhævet af den hætteagtige tegning, hvor Brunhovedet Værling typisk har en mere buff øjenring, der falder i med et mere ensfarvet hoved.

Som det fremgår af billedet virker fuglen relativt korthalet og langvinget som typisk angivet for Hætteværling. Vingerne har en relativt lang primærprojektion, hvor den del af svingfjerene, der strækker sig ud bag den længste tertiær udgør minimum 60 % af den samlede tertiærlængde (længden fra synlig basis af tertiærer til spidsen af den længste tertiær).

Minimum fem svingfjers er eksponeret bag den længste tertiær, hvilket passer perfekt på Hætteværling. Desuden er de tre inderst klumpet sammen og adskilt fra de længere fjer med et lidt større mellemrum, hvilket igen passer perfekt på Hætteværling.

Ryggen er svagt stribet, hvilket passer fint på en Hætteværling. Brunhovedet Værling er kendt for at have mere distinkt stribet ryg med sortere striber, der hænger sammen og indimellem danner lange striber i hele ryggens længde. Ryggens grundfarve fortsatte ud over skulderfjer, der også var tegnet med svage mørke striber som hos Hætteværling. Oversiden har hist og her ublegede rester af rustfarvede fjerkanter som eksempelvis skulderfjer.

Vingerne er generelt farvet  med lyse sandhvide fjerrande eller hvidlige rande som hos Hætteværling, men der er stort overlap med hensyn til nuancer imellem de to arter alt afhængig af slid og alder. Brunhovedet Værling beskrives oftest som havende mere buff kanter særligt på mellemste dækfjer, mens Hætteværling har hvidlige kanter, så selvom der synes at være en del overlap på netop den karakter understøtter udseendet af den aktuelle værling i hvert fald bestemmelsen.

Struben har et meget svagt gult skær, mens bryst, bug og flanker er sandhvide og uden særlig gul toning, hvorimod undergumpen og det bagerste af bugen også har en svag gul farve. Hele undersiden er uden striber og kun med en svagt mørkere toning på brystsiden, hvilket passer på Hætteværling. Derimod har Brunhovedet Værling oftest som et minimum tynde striber på brystsider.

En af forsvarets helikoptere overfløj øerne tre gange omkring kl. 10. Første gang fik det alle de voksne måger og deres flyvedygtige årsunger på vingerne, anden gang lettede småfugle også. Heldigvis satte Hætteværlingen sig hurtigt igen i en busk i medlys, men tredje gang var det by by til værlingen, da den fløj mod nordøen og endnu ikke er genfundet.