Aldersbestemmelse af Ringdue

Kiggede i dag på aldersbestemmelse af Ringdue og fandt ud af, at det til tider ikke er helt nemt medmindre fuglen er i hånden eller man har billeder af høj kvalitet. I bøgerne kunne jeg læse meget om fjerfældning og dragtudvikling, men aldersbestemmelsen besværliggøres af at ungfugle kort efter de har forladt reden kan skifte en del af dragten relativt hurtigt. Derforuden kan de indenfor samme kalenderår, som de er klækket, få næsten adult-farvet iris og næbfarve samtidig med arten har en meget lang yngleperiode, der gør at årsunger kan ses over mange måneder. Se eksempelvis denne årsunge, der er ringmærket i august på Gedser Fuglestation og som til trods for at den endnu ikke har fået hvidt fjerfelt på halssiderne, så allerede har adult-farvet næb og iris.

Grunden til at jeg kiggede på emnet, skyldes det første fund af Ringdue fra Grønland, som diskuteres på Netfugl og som ses flyvende her.

Øjen- og næbfarve bør som linket til ungfuglen fra Gedser illustrerer ikke drages ind som argument, for hverken ung eller gammel. Samtidig vil en ungfugl klækket i februar-marts teoretisk set kunne have nået at skifte kropsfjer til fuld adult dragt, men den ville ikke være nået igennem fældningen af svingfjerene før langt senere. Billedet af den flyvende fugl viser, at duen er i aktiv svingfjersfældning, ligesom man på billedet af den siddende fugl også tydeligt ses to forskellige fjergenerationer, hvilket er typisk for voksne Ringduer om sommeren. Duer fælder nemlig meget langsomt og umærkeligt, så det er sjældent man ser vinge og hale i markant fældning. På billedet af den flyvende fugl ses dog formentlig, at en halefjer fremstår som godt halvt udvokset. Man ser i hvert fald en svag forhøjning i fjerene på oversiden af halen foruden der måske ses en forskydning i de mørke halebånd. At en fjer vokser ud, kan selvfølgelig skyldes andet en fældning.

I arbejdet med aldersbestemmelsen faldt jeg over en karakter jeg ikke har set omtalt, men som klart synes at være ret så væsentlig. Det drejer sig om formen af svingfjersspidserne. Ud fra den karakter, vil jeg vurdere, svingfjerene på fuglen fra Grønland som minimum er af 2. generation, da de er mere tidspidsede og uden den juvenile fjers brede og jævnt afrundede spids med brede lyse kanter. Vel vidende, at de lyse kanter kan være slidt væk, så tror jeg formen taler sandt, hvorfor duen fra Grønland er en 2K+.

Desuden synes jeg, at svingfjerene fremstår brunlige på den siddende fugl, hvilket igen matcher en ældre fugl. Billedet herunder viser to Ringduer jeg fotograferede på museet i dag, en 1K til venstre og en 2K+ til højre, hvor formen af svingfjerenes spidser tydeligt fremgår sammen med farveforskellen mellem de fældede og de endnu ikke udskiftede svingfjer hos den ældre fugl. Bemærk desuden, at den ældre fugl er i aktiv svingfjersfældning ligesom fuglen fra Grønland.

Billedet viser to udstoppede Ringduer jeg fotograferede på museet i dag, en 1K til venstre og en 2K+ til højre, hvor formen at svingfjerenes spidser tydeligt fremgår sammen med farveforskellen mellem de fældede og de endnu ikke udskiftede svingfjer hos den ældre fugl. Bemærk desuden, at den ældre fugl er i aktiv svingfjersfældning.

1K Ringdue.

Bemærk at de yderste ufældede håndsvingfjer på den adulte Ringdue (øverst) har brune nuancer og en vis grad af slid, der til dels matcher det, der ses på billederne af den siddende fuglen fra Grønland.

Nathejre, 2k, 23.3.2014, Sostrup Slot, Norddjurs

Lars Maltha Rasmussens sendte en besked om at han havde fotograferet en ung Nathejre ved Sostrup Slot tidligt her til morgen samme sted som en af hans kolleger havde fundet den aftenen forinden. Hjemme havde vi aftalt, at vi skulle bygge en kaninindhegning, så først da den var færdigt, lagde jeg vejen forbi Sostrup. Da vi ankom, havde Nathejren netop sat sig højere op i træerne lige vest for slottet, hvor den til vores held kunne ses uden særligt mange grene foran og til sidst også i fint lys. Til dem, der vi forsøge de næste dage, så så vi den her.

'Pseudo-African Chaffinches' in Northern Europe

In most north European countries there have been records of birds with features which on a few or even multiple plumage characters are reminiscent of male African Chaffinches and thus have appeared markedly different from normal European Chaffinch (Fringilla coelebs coelebs).

In Denmark, we have also had several such records and they have shared a tendency to show a green or greenish (rather than a rich warm brown) mantle tone, some degree of pale pink underparts and blue-grey ‘hood’ combined with distinct whitish eye crescents. At present we know of this and this from the island Amager near Copenhagen; this from Nyborg Strand on Fyn; this, this, this, this and this from the island Læsø in Kattegat; and finally, the one in the photos below which was seen 29 March 2006 on Læsø. In many ways this individual is very similar to a normal coloured nominate Chaffinches and thus different from the other 'pseudo-African Chaffinches' above, but never the less it has more green in the upperparts than normal European Chaffinch and obvious pale eye crescents.

Despite such superficial similarities to North African Chaffinches, several other features have conspired to make such claimed birds differ significantly from typical North African Chaffinches. Consequently none of the birds assessed so far in e.g. Denmark, Sweden, Finland, Norway, Britain and Ireland have been accepted as African Chaffinches.

In fact, there seem to be some common threads running through the claims which amount to a pattern of recurring anomalies. I wonder if most of these 'pseudo-African Chaffinches' might be non-phaeomelanin schizochroic birds as per this paper and which arises due to lack of phaeomelanin (reddish brown pigment) in parts of their plumage or most of their plumage.