Aldersbestemmelse af Ringdue

Kiggede i dag på aldersbestemmelse af Ringdue og fandt ud af, at det til tider ikke er helt nemt medmindre fuglen er i hånden eller man har billeder af høj kvalitet. I bøgerne kunne jeg læse meget om fjerfældning og dragtudvikling, men aldersbestemmelsen besværliggøres af at ungfugle kort efter de har forladt reden kan skifte en del af dragten relativt hurtigt. Derforuden kan de indenfor samme kalenderår, som de er klækket, få næsten adult-farvet iris og næbfarve samtidig med arten har en meget lang yngleperiode, der gør at årsunger kan ses over mange måneder. Se eksempelvis denne årsunge, der er ringmærket i august på Gedser Fuglestation og som til trods for at den endnu ikke har fået hvidt fjerfelt på halssiderne, så allerede har adult-farvet næb og iris.

Grunden til at jeg kiggede på emnet, skyldes det første fund af Ringdue fra Grønland, som diskuteres på Netfugl og som ses flyvende her.

Øjen- og næbfarve bør som linket til ungfuglen fra Gedser illustrerer ikke drages ind som argument, for hverken ung eller gammel. Samtidig vil en ungfugl klækket i februar-marts teoretisk set kunne have nået at skifte kropsfjer til fuld adult dragt, men den ville ikke være nået igennem fældningen af svingfjerene før langt senere. Billedet af den flyvende fugl viser, at duen er i aktiv svingfjersfældning, ligesom man på billedet af den siddende fugl også tydeligt ses to forskellige fjergenerationer, hvilket er typisk for voksne Ringduer om sommeren. Duer fælder nemlig meget langsomt og umærkeligt, så det er sjældent man ser vinge og hale i markant fældning. På billedet af den flyvende fugl ses dog formentlig, at en halefjer fremstår som godt halvt udvokset. Man ser i hvert fald en svag forhøjning i fjerene på oversiden af halen foruden der måske ses en forskydning i de mørke halebånd. At en fjer vokser ud, kan selvfølgelig skyldes andet en fældning.

I arbejdet med aldersbestemmelsen faldt jeg over en karakter jeg ikke har set omtalt, men som klart synes at være ret så væsentlig. Det drejer sig om formen af svingfjersspidserne. Ud fra den karakter, vil jeg vurdere, svingfjerene på fuglen fra Grønland som minimum er af 2. generation, da de er mere tidspidsede og uden den juvenile fjers brede og jævnt afrundede spids med brede lyse kanter. Vel vidende, at de lyse kanter kan være slidt væk, så tror jeg formen taler sandt, hvorfor duen fra Grønland er en 2K+.

Desuden synes jeg, at svingfjerene fremstår brunlige på den siddende fugl, hvilket igen matcher en ældre fugl. Billedet herunder viser to Ringduer jeg fotograferede på museet i dag, en 1K til venstre og en 2K+ til højre, hvor formen af svingfjerenes spidser tydeligt fremgår sammen med farveforskellen mellem de fældede og de endnu ikke udskiftede svingfjer hos den ældre fugl. Bemærk desuden, at den ældre fugl er i aktiv svingfjersfældning ligesom fuglen fra Grønland.

Billedet viser to udstoppede Ringduer jeg fotograferede på museet i dag, en 1K til venstre og en 2K+ til højre, hvor formen at svingfjerenes spidser tydeligt fremgår sammen med farveforskellen mellem de fældede og de endnu ikke udskiftede svingfjer hos den ældre fugl. Bemærk desuden, at den ældre fugl er i aktiv svingfjersfældning.

1K Ringdue.

Bemærk at de yderste ufældede håndsvingfjer på den adulte Ringdue (øverst) har brune nuancer og en vis grad af slid, der til dels matcher det, der ses på billederne af den siddende fuglen fra Grønland.