Under morgenobsen på Blåvandshuk var der godt gang i trækket af lommer. Hele morgenen dominerede artsrene flokke af Rødstrubet Lom. Eneste afvigelse fra dette mønster var en enkelt adult Sortstrubet Lom i sommerdragt sammen med en Rødstrubet Lom og forinden en melding fra Martin Søgaard Nielsen (MSN) om en fugl i sporet for storlommer. Med håndkikkert rettet nede ad kysten meldte Martin at en lom var på vej. Vi rettede skoperne ind og kun se en tykhalset storlom trække op mod vinden. Set nærmest direkte forfra var den mørke bagkant på den lyse halskile ret fremtrædende. Fuglen var ikke en kæmpe storlom og egentlig uden særlig ølmave, hvorfor bestemmelsen var lidt tøvende indtil den var vel en km sydøst for os og nu kunne ses mere skråt forfra, men så blev den da også meldt. Vi kan kun beklage at bestemmelsen ikke faldt lidt hurtigere, så ringmærkeren Troels Leuenhagen Petersen (TLP) kunne nå op på klitten til skoperne.
Der blev skudt en serie billeder for at dokumentere fundet, men i skoperne var det ret lyse næb fremtrædende. Det er nok ikke så ualmindeligt at 2K Islom har relativt ensartet lyst næb om foråret og sommeren med kun svag tendens til mørkere overkant som det også kan ses på andre billeder som eksempelvis her og her. En fed fugl som trak ret tæt på kysten og derfor sås rigtig fint. Dagen bedste fugl.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar