Onsdag den 25. juli afsluttede vi Bornholm og tog eftermiddagsfærgen til Christiansø. Ud over at nyde øen som helhed handlede et højsommerbesøg på Christiansø i særdeleshed også om at lave et sommerhit, hvor Grøn Biæder, Hætteværling og Lundsanger var på hitlisten. Min første runde på øen nogensinde foregik i forundring over, hvor vildt dejlig og hyggelig øen er. Hvert et hjørne og hvert et krat lugtede simpelthen af svundne tiders sjældenheder, men på den første tur nøjedes jeg med to Karmindompapper og en gøg.
Dagen efter tog jeg en morgentur, mens familien blev ved huset og hurtigt fandt jeg nogle Lundsangere lige øst for Lægehuset, hvor to voksne fugle fouragerede sammen med minimum fem årsunger. De var dog set af andre ugen forinden, mens ungerne stadig blev fodret i reden, så det var blot et genfund af andres bolsjer. Som den østjyde jeg er blevet, er der dog længe imellem jeg ser arten, hvorfor der var en kort fotosession inden jeg fortsatte af stien fra Lægehuset mod Bielkes Port.
Jeg havde rygsækken fuld af varer og vand fra købmanden og familien ventede derhjemme på indholdet, men pludselig lettede to Tornirisker og en hunfarvet Hætteværling fra kanten af stien 20 meter længere fremme. Min øjeblikkelige tanke var Hætteværling og det var jo en fuldstændig latterlig tanke, så imens jeg forsøgte at få frit udsyn til fuglen, der nu var landet bag en busk, tænkte jeg at det nok var en af de grå Karmindompapper fra dagen før. Håndkikkerten kom på og for helvede…
Rygsækken var tung og balancen dårlig, men det lykkedes at flå kameraet frem, skyde et par billeder, tjekke kameraets display og konkludere, at det var sgu en Hætteværling. Jeg kunne ikke rigtig taget det seriøst og tog det alt for afslappet, bumpede rundt på klipperne, tog lidt flere billeder, men kom til at presse den for hårdt, så den fløj ind i det uvejsomme område med højt græs nord for huset Blå Hane og øst for Store Brønd.
Af frygt for at dumme mig katastrofalt tjekkede jeg displayet på kameraet om end jeg ud fra det jeg havde set i håndkikkerten allerede var overbevist om at en Brunhovedet Værling kunne udelukkes. Kameraets display sagde også Hætteværling pga. det kraftige og lange næb, en karakteristisk hunfarvet hætte og tydelig lys øjenring, ret diffust stribet ryg, ustribet underside, hvide fjerkanter på mellemste dækfjer og rødbrune kanter på særligt de nederste skulderfjer. Det var en klar Hætteværling, hvorfor jeg først forsøgte at melde den ud via BirdAlarm, men applikationen kunne ikke få serverforbindelse, så efter tre forgæves forsøg sendte jeg i stedet ud på BirdCall med et foto vedhæftet.
Jeg ville jo gerne se den igen, men i stedet for at presse den for hårdt gav jeg den en pause og gik hurtigt hjem med rygsækken. Værlingen var blevet fundet kl. 09.09 og set frem til kl. 09.17. Jeg genoptog eftersøgningen kl. 09.45 og heldigvis var den kommet frem og kunne nu ses i super medlys, hvorved bestemmelsen kunne bekræftes. I medlys var den hunfarvede hætte fremtrædende, brystsider indiskutabelt ustribet og dragten havde til trods for et bleget og slidt udseende tydelige rødbrune nuancer på især skulderfjerene. Den sås i korte intervaller ind til en af forsvarets helikoptere overfløj øerne tre gange i meget lav højde omkring kl. 10. Første gang fik det de voksne måger og deres flyvedygtige årsunger på vingerne, anden gang lettede småfugle også. Heldigvis satte Hætteværlingen sig hurtigt igen i en busk i medlys mindre end ti meter væk. Jeg greb efter kameraet igen, forsøgte at finde frem til frit udsyn, men samtidig hørte jeg helikopteren vende bag ved mig. De fortog få sekunder efter en tredje overflyvning lige ind over mig, hvorved det var farvel til værlingen, der nu fløj mod det nordlige af øen og siden ikke var mulig at genfinde.
Ved ikke hvorfor jeg øjeblikkeligt tænkte Hætteværling, men ønsketænkning eller ej så gik ønsket i opfyldelse. Retvis bør jeg nævne, at jeg i dagene derefter havde talrige tilsvarende skud fra hoften på de første glimt af andre fugle, men de ønsker blev trods alt ikke indfriet. Nogle gange virker det, men oftest gør det ikke. Set i bakspejlet er jeg ikke så stolt af min præstation den dag, for det første forventede jeg at værlingen blev hængende og jeg tog det derfor alt for roligt med hensyn til at sikre dokumentation af høj kvalitet og ærgrer mig over ikke at have medlysbilleder, hvor de rødbrune nuancer og den hunfarvede hætte for alvor træder frem. Jeg ærgrer mig nok mest af alt fordi jeg den 8. oktober 1993 fandt en 1k Hætteværling i Blåvand som blev godkendt som ubestemt Hætteværling/Brunhovedet Værling og jeg ønsker ikke en gentagelse. Da der er udkommet en del ny litteratur om det bestemmelsesmæssige kompleks, er sidstnævnte dog under genbehandling og vil formentlig blive godkendt, da den ligeledes havde hunfarvet hætte og langt næb, men vigtigere endnu havde den en diagnostisk rødbrun overgump.
Med en sådan start på Christiansø blev de personlige forventninger til ugen sat ekstra højt, men jeg måtte erfare at sjældne fugle er og bliver sjældne til trods for at der dagligt blev brugt mange timer med kikkerten. Dagen efter værlingen havde der været en udskiftning i rastefuglene og vi noterede således formodet efterårsankomst af Skovsanger, Broget Fluesnapper og Rødrygget Tornskade. Samme vejrskifte bragte også min ædelart nummer 300 med sig i form af en ny Lundsanger. Desuden kunne jeg efter en dag og nat med hånd østenvind fotodokumentere ikke mindre end 13 Kaspiske Måger og en Middelhavssølvmåge, der alle i nærmeste fremtid kan ses på GullDK under de respektive arter. De blev alle fundet alene ved hjælp af håndkikkert blandt de nærmeste store måger og jeg kan kun drømme om hvor mange jeg rent faktisk kunne være nået op på om jeg havde medbragt teleskopet.
Der er i øvrigt godkendt 21 fund af Hætteværling i Danmark og med fire fund alene fra Christiansø er det en af de bedste lokaliteter for arten om man vil have den som ædelart. Desuden er tre af de 21 fund gjort i juli inklusiv en han på Christiansø den 23. juli 2001.
Det er ikke sidste gang jeg besøger Christiansø.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar