torsdag den 18. april 2013

Nu også Amerikansk Pibeand x Europæisk Pibeand hybrid på Djursland

Havde planlagt at arbejde hjemme hele dagen i dag torsdag den 18. april 2013, så da jeg lige over middag fik en SMS om at der lå en Amerikansk Pibeand sammen med tre Europæiske Pibeænder i østenden af Stubbe Sø, var det nærliggende et tage et smut forbi. Kort efter stod jeg sammen med Mads og Joy i det nye fugletårn i østenden af søen, hvorfra de sammen havde fundet anden. Men vinden var i mellemtiden taget til og ænderne som resultat forsvundet. Efter lidt forgæves søgen i østhjørnet af søen kørte jeg i stedet ned til Skærsø Engsø, der typisk byder på blandede svømmeænder. Ret hurtigt fandt jeg et individ, der skilte sig markant ud fra de øvrige Pibeænder, hvorefter jeg fik hidkaldt Mads og Joy så vi sammen kunne iagttage fuglen og snakke de karakterer igennem, der afgør den som en hybrid frem for en artsren Amerikansk Pibeand. Fuglen minder i øvrigt meget om den her fra Holmesø i 2004 foruden flere af de viste fugle i diskussionen her.

Er man interesseret i bestemmelses-problematikken, kan jeg anbefale denne artikel som frit kan hentes ned som PDF fil. Den indeholder en række fremragende billeder sammen med udmærkede farveplancher, hvor eksempelvis forskelle i vingekarakterer fremhæves.



Bemærk, at de nogle af de små, de mellemste og de store armdækfjer på overvingen endnu ikke er fældet, hvorfor fuglen er en 2K han. Selvom det er ret diffust tegnet, så ses ikke desto mindre ret meget hvidt i overvingens dækfjer, særligt basalt på de store dækkere, hvilket bedst matcher de forventede tegninger hos en 2K han Amerikansk Pibeand, hvor Europæisk Pibeand normalt fremstår mere gråcentret på samme dækfjer.

Bemærk, at det større og mere fyldige hoved med oppustede kinder som typisk ses hos Amerikansk Pibeand går igen hos hybriden.


Bemærk, at den sorte indramning af næbbasis, som er karakteristisk hos Amerikansk Pibeand, kun ses som en antydning lige over mundvigen ved basis af overnæbbet hos hybriden.



Bemærk, at der ses en svag antydning af forlængede nakkefjer, hvor den grønne maske afsluttes på baghalsen, hvilket igen er et indslag fra Amerikansk Pibeand. I øvrigt en karakter, der er med til at få Amerikansk Pibeand til at fremstå med større og mere fyldigt hoved end Europæisk Pibeand.

Bemærk, at der ses et marginale indslag af sart rosafarvede fjer hele vejen på side af kroppen, særligt fremstår det svage rosa på bagflanken lige foran det hvide gumpfelt og langs den nederste kant af flanken, mens brystet er mere ensfarvet rosa uden grå nuance om end i en lidt anderledes nuance end brystfarven hos Europæisk Pibeand. De svage rosa nuancer på side af kroppen stammer fra det genetiske indslag af Amerikansk Pibeand, da Europæisk Pibeand normalt er stålgrå bag det rosa bryst.


Bemærk, at det hvide i undervingen fremstår som en mellemting mellem adult Amerikansk og Europæisk Pibeand, men hvordan ser det egentlig ud hos en 2K Amerikansk Pibeand? Armhulefjerene og de store dækfjer på undervingen af dagens fugl er ikke renhvide som hos adult Amerikansk Pibeand og som det eksempelvis ses her, men synes at have nogle svage grålige markeringer. Men selve formen af det hvidlige fjer danner en trekant på undervingen med fremtrædende lange hvidlige armhulefjer og en smal hvid kile, der strækker ud igennem undervingen.


Ingen kommentarer: