mandag den 13. april 2009

Amerikansk Sortand, han, 11.-12.4.2009, Jegens Odde, Læsø

Vi skulle besøge familien på Læsø i Påsken og der var kun budgetteret med opportunistisk birding. Vel vidende at der skulle lægges uforholdsvis mange timer i en trækkende god rovfugl på Læsø så tidligt på sæsonen, besluttede jeg at bruge tiden på dykænder som så mange gange tidligere på mine besøg på øen. Sammenlignet med om vinteren forventedes, at frekvensen af hits var højere nu, hvor en stor del af de adulte vintergæster overvejende var trukket væk. Vurderingen gik på, at der nu burde være en overrepræsentation af immature ikke-ynglende fugle og så naturligvis sjældenheder fra fjerne egne; fortabte sjældenheder kunne tænkes også at blive i fældeområdet som de immature fugle...

Vi startede første dag med et par timer med familiehygge på stranden på Vester Nyland præcis ud for det sted jeg 21.2.2004 fandt en adult han Kongeederfugl. Men ved at bladre dykænderne igennem med teleskop blev der ikke produceret noget videre ud over to Ravne gentagne gange lavede trækforsøg, de forsøgte at trække retur til fastlandet. Det er mit første fund af arten på Læsø, og jeg kender kun to tidligere troværdige fund fra øen, med en fugl i 2004 og en anden enlig fugl engang i 1980’erne.

Om lørdagen havde jeg godt tre timer sidst på dagen, mens Dina blev passet af bedsteforældre. Jeg prøvede Østerbyhalvøen og startede ved Syrodde, hvor jeg 11.11.2000 fandt en adult hun Stellersand. Der var som forventet ikke voldsomt mange dykænder og klart flest 2k fugle af både Sortand og Ederfugl. Sortænderne var forholdsvis tæt på kysten og kunne tjekkes grundigt. Flyttede systematisk rundt langs hele kysten for at tjekke alle fuglene og nåede til sidst Jegens Odde.

Ved Jegens Odde ligger et stenrev ikke langt fra kysten, hvor der typisk raster en del Skarver. Jeg håbede at der også rastede Topskarver, specielt fugle på træk væk fra Sverige og på vej forbi Skagen, men det var uden held. Tiden var ved at være gået og jeg tjekkede igen havet. Fire sortænder kom ind i skopfeltet, de dykkede meget, men pludselig var der en der drejede siden til og viste en stort gul legoklods på næbbet, kunne det blot være en afvigende Sortand eller var det virkelig en Yank. Den virkede storhovedet og med kraftig hals, så fornemmelsen var god.


Spurtede længere ned af kysten til jeg var vinkelret ud for flokken, som bestod af tre hanner og en hun. Nu hvor jeg igen fik dem i skopet var jeg klar over, at den ene definitivt var en Amerikansk Sortand han. Når flokken svømmede direkte ind mod mig var den gule næbklods meget fremtrædende og dominerende som en lysende lygte. Den gule knop sås også tydeligt fra siden og kunne faktisk også ligefrem ses skråt bagfra i modsætning til det orangegule på næbbet af Sortand. Samtidig kunne det ses at den amerikanske havde bredere hals end de andre hanner og kraftigere baghoved.

Den amerikanske han svømmede flere gange rundt med halvåbent næb præcist som jeg havde noteret hos den kurtiserende han Henrik Knudsen fandt ved Blåvand i 2003.


Fuglen blev på lokaliteten til jeg forlod stedet, og blev ganske hurtigt genfundet den efterfølgende morgen. Men på 2.dagen blev den kun set i omtrent 15 minutter inden flokken lettede sammen med mange andre Sortænder i området og fløj længere ud på havet og jeg mistede den af syne. Jeg vendte tilbage om eftermiddagen, men heller ikke her kunne den genfindes. Da jeg genfandt dem om morgenen på 2.dagen kunne den bestemmes selv i skråt modlys alene på proportioner og næbform.

Feltskitser og de elendige dogmefoto skulle gerne udgøre vigtige elementer i dokumentationen for beskrivelsen af fuglen. Kort tid efter jeg havde fundet fuglen, fik jeg taget nogle dårlige billeder som en grad af dokumentation, jeg havde zoomet helt i bund på kameraet (zoomen virker ikke, og derfor bliver mine dokumentationsbilleder oftest røv dårlige) og zoomet helt i bund på teleskopet (Zeiss Diascope 85 T*FL med 20-60 x zoom).

Landskampen09 kører og det handler om at ”Scrutinize, Optimize and Maximise" som vi siger i Århus United…





Beskrivelse

Vigtigst for bestemmelsen er den meget karakteristiske store gule knop, som strækker sig helt inde fra basis af overnæbbet til mindst 2/3 ud på overnæbbet. Selve farven er mere kraftig gul end Sortændernes mere orangegule farve. Men desuden har den amerikanske Sortand også et lidt anderledes jizz end de almindelige Sortænder, idet den virkede mere storhovedet og med lidt kraftigere hals. Den amerikanske han sås i øvrigt lave et karakteristisk kurtiserende display, hvor den svømmede rundt med åbent næb.

Ingen kommentarer: