En enlig han Perleugle er blevet fundet i den vestlige del af Østjylland, hvor den sidder og synger ret aktivt. I går aftes søndag den 3. juni 2012 besøgte jeg lokaliteten for anden gang og kunne alene sidde i skovbunden og intenst lytte til uglens sang. Først da slog det mig, hvor perfekt sangens opbygning er tilpasset artens tilknytning til nåleskov. Hvert enkelt sangelement gentages med tilpas lange interval imellem til at sangen nærmest danner resonans i nåleskoven. Lyden forstærkes under træerne og kan således vandre ekstra langt i den kølige natteluft. Samtidig slog det mig, at den umiddelbare monotone sang rent faktisk veksler meget imellem fortrinsvis to varianter af det primære sangelementet.
Sangen begyndte præcis kl. 22.36 i går, hvorefter den nærmest uafbrudt fortsatte med kun helt korte afbrydelse som eksempelvis når den flytte fra et træ til et andet. Sangen blev dog hurtigt genoptaget og gerne med en længere udgave af det primære sangelementet som en slags indledningssegment fra den nye sangpost. Selv mens billederne blev taget fortsatte sangen nærmest uafbrudt. Indimellem sang den under flyvningen lidt som en gøg.
Fuglen kunne pga. den månebelyste himmel ses siddende på en gren tæt ved stammen en Rødgran. Jeg havde en lygte med som jeg satte i skovbunden under uglen. Den kiggede kortvarigt ned mod lyset, hvorefter den kiggede op igen og forsætte med at synge. Billederne blev taget uden blitz og alene ved hjælp af lyset fra lygten, mens kameraet naturligvis stod på stativ. Efter et par minutter slukkede jeg lygten igen og uglen fortsatte med at synge. Den gjorde måske en pause på 10 sekunder i sangen lige da lygten først blev tændt, men fremstod derefter upåvirket og syngende alt imens billederne blev taget. Den oplevelse gjorde, at jeg klart vurderede fundet kunne gøres ”offentligt” så andre havde muligheden for at høre fuglen. Der skal tydeligvis meget til for at uglen oprigtigt forstyrres og man skal huske på, at det er en statsejet skov, hvor offentligheden rent faktisk må slå telt op og selve skoven drives med skovdrift for øje. Således holdt der en stor skovmaskine lige ved siden af stedet og flere af stierne viser tydeligt, at der kører biler og kommen gående mennesker i området, hvilket alt sammen må siges at kunne have en ligeså forstyrrende effekt som fuglekiggere, der stille nyder sangen i natten.
Høres bedst fra Frits' Brandlinie. Uden at forstyrre fuglen kan man stå, hvor det andet "A" er angivet i navnet "Gludsted Plantage" som det også er angivet med blå pil med telefonens GPS. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar