onsdag den 29. maj 2013

Lige lidt ekstra om Steppehøg på matriklen



Fik lige lyst til at sætte lidt ekstra billeder sammen for at gør en direkte sammenligning meget nemmere. Jeg erkender, at på de små forstørrelser kan det være svært, at se den svagt markerede lyse halskrave på fuglen fra Feldballe, men på min egen skærm er den lige akkurat synlig. Heldigvis er der en række andre karakterer, der synes at understøtter bestemmelsen.

En særlig tak til Søren Kristoffersen og Rasmus Due Nielsen for tilladelse til at gengive deres billeder. Desuden skal der lyde en respektfuld tak til Stephan Skaarup Lund for på ædel vis at acceptere fundet med oprejst pande.

Steppehøg, 2K han, 10. maj 2006, Vandplasken (c) Rasmus Due Nielsen

Steppehøg, 2K han, 18. maj 2013, Skagen (c) Søren Kristoffersen.

Steppehøg, 2K han, 18. maj 2013, Skagen (c) Søren Kristoffersen.

Steppehøg, 2K han, 18. maj 2013, Skagen (c) Søren Kristoffersen.

fredag den 24. maj 2013

Så var det alligevel en Steppehøg på Djursland!

Husk at klikke på kollagen for at se den i fuld størrelse. Det er forudsætningen for at kunne konstatere flere at de små dragtdetaljer. Fotograferet lørdag den 18. maj 2013 på Friland i Feldballe, som ligger på Djursland.



































Klaus Malling Olsen skrev:

Tak for den tilsendte kærhøg, der jo ikke er helt let, da vinklen gør, at nogle detaljer ikke ses. Dog vover jeg at kalde den for 2K Steppehøg på baggrund af:

1: Formen. Kroppen er klart bredere end den nærmest Twiggy-agtigt tynde man ser hos Hedehøg. Dette sammen med ret korte vinger med smal, spids hånd giver ofte Steppehøgen et udseende ala en falk (hvor blå Kærhøg er mere spurvehøgeagtig) - et indtryk man får af billederne her.

2: ensartet lysorange kropsunderside. Hedehøg kan principielt se sådan ud, men langt de fleste har i maj skiftet hoved og en del af kropsfjerene, hvor Steppehøg fælder langsommere, og højst har fældet mindre partier i hovedet. Dette leder til...

3: fuglen mangler mørk boa, men erfaringerne fra de senere år fra f.eks. Skagen har vist os, at en lille andel (10-15 %) af 2K´erne har udskiftet boaen med nye, lysere fjer. Derved kan den lyse halskrave forsvinde, da dens bageste afgrænsning mangler, men som regel ser man alligevel at der er en lysere ring, der blot ikke står så tydeligt frem.

4: Håndfladens tegning på undersiden. Den er helt typisk for Steppehøg med manglende mørk bagkant på hånden og i fingerspidserne. Hedehøg har mørke brede fingerspidser og bagkant på hånden, men jeg har set en del slidte forårsfugle, hvor dette var langt mindre fremherskende. Desuden er tværbåndingen på håndfladen koncentreret til omkring midterdelen, hvilket ofte efterlader et bredere lyst parti rundt om knoen (Forsman´s boomerang). Vigtigere er det, at man ser et bredt mørkt komma ala Børringevåge (Red: Mallings komma). Det er en god steppehøgekarakter, der er mindst lige så god som boomerangen. Hedehøg med et lignende komma har det typisk smallere og mere "camoufleret" af bånding af lignende bredde tættere på hånddækfjerene, samt ofte mørke pletter bag kommaet; Steppehøg har typisk utegnede partier her.

Jeg fornemmer også, at håndens bagkant virker "indsuget" imod bredere arm, hvilket er en god Steppehøgekarakter. Hedehøg har mere jævnt bred arm og hånd, og sidstnævnte er klart længere end hos Steppehøg. Så jeg vurderer din fugl til 2K Steppehøg - en af herligt mange i dette forår.


Bemærk, at særligt brystsiderne fremstår ekstra lyse i forhold til bug og flanker, hvilket viser, at fjerene på kroppen fortil er blevet udskiftet, hvorved særligt den mørke boa er reduceret i mørkhed. Dernæst kan man på enkelte billeder lige akkurat se en lys krave på siden af halsen som afgrænser det mørkere ansigt, hvor der iøvrigt ses lysere tegninger over og under øjet.




































Her er andre 2K han Steppehøge fra Finland i maj, Danmark i Maj og Danmark i maj (særligt sidstnævnte ligner meget godt den fugl jeg så) med varierende grad af fremskreden fældning, men fuglen fra Friland kan også sammenlignes med den her 2K han Hedehøg fra Møn, hvor forskellen er slående. Bemærk særligt de brede sorte spidser på de længste håndsvingfjer hos fuglen fra Møn, men også den ret veldefinerede sorte bagkant selv på det inderste af hånden. Nogle gange kan den karakter dog forvirre, da særligt afblegede fugle om foråret kan mangle en sådan distinkte mørke bagkant som det eksempelvis ses hos den her 2K fra Bødkermosen på Møn, hvor håndsvingfjerenes mørke spidser heldigvis ser mere typiske ud for Hedehøg.

tirsdag den 21. maj 2013

Min 1. Steppehøg i Østjylland blev en 2K han

Lørdag den 18. maj 2013 sad vi ude i haven og spiste aftensmad hjemme på Friland, da jeg pludselig fik øje på en spidsvinget kærhøg. Den kom så tæt på, at selv uden kikkert kaldte mit umiddelbare indtryk af jizz på Steppehøg. Kamera og kikkert lå i den anden ende af grunden, så i de sekunder det tog at hente begge dele, passerede kærhøgen i stor fart lavt imellem bygningerne på Friland og nåede ud over kornmarken mod syd inden objektivet var rettet ind. Det ville jo nærmest være en katastrofe, at se en Steppehøg i Østjylland uden at den kunne dokumenteres, så i stedet for at bruge kikkerten skøde jeg udelukkende en række billeder for at dokumentere fundet og i håb om de ville blive gode nok til en efterfølgende bestemmelse. Med fuglens hastighed og lave flugt igennem området, var det blot et spørgsmål om sekunder inden den ville forsvinde bag træerne. Men heldigvis drejede den lidt, så jeg fik tid til at skyde lidt flere billeder.

Om aftenen fik jeg tid til at se billederne på computeren, men da billederne viste blandede karakterer var jeg oprindeligt noget i tvivl om bestemmelsen. I flugten gav fuglen indtryk af at være særdeles kraftfuld og nogle af billederne viste en kærhøg med kompakt og fyldig krop med bred tyrenakke som hos Blå Kærhøg og relativt kort hale, hvorfor 2K han Steppehøg lå i baghovedet som en åbenlys forklaringsmodel. Samtidig var undervingens tegning rigtig god for en 2K Steppehøg med de lyse spidser på de inderste håndsvingfjer og med Forsman's lyse boomerang trukket op af Mallings brede mørke komma. Men fuglen manglede særligt den mørke boa på halssiden, hvorfor det måtte være en Hedehøg.

Efter jeg havde publiceret fuglen som en Hedehøg og klaget min nød over at jeg aldrig fandt en Steppehøg i Østjylland, begyndte baghovedet igen at snakke. Der var noget ved bestemmelsen, der gjorde, at jeg ikke kunne få en 2K han Steppehøg ud af hovedet. De senere år har jeg set billeder af forskellige Steppehøge, der om foråret har været så fremskredne i deres fældning, at de allerede havde skiftet fjer på dele af kroppen og halsen, hvorved særligt den mørke boa, men også den lys krave stort set manglede eller i hvert fald var stærkt reduceret. Men var deres fældning af fjer på kroppen ikke så fremskredne som 2K han Hedehøge typisk er om foråret.

I erkendelse af at jeg havde brug for ekstra vurderinger, bad jeg derfor bl.a. Klaus Malling Olsen om at analysere billederne. Konklusionen fra hans side blev en 2K han Steppehøg i fremskreden fældning og hans grundige forklaring kommer snart i et andet indlæg.








Trædækker er en sjælden forårsgæst i Danmark!



Efter en morgen ved Gjerrild og Fornæs mandag den 20. maj 2013, besluttede at tage turen hjem igennem Kolindsund i håb om at finde en Pomeransfugl eller en rastende Steppehøg. En enkelt mark havde tidligere på foråret fremvist Almindelig Gul Vipstjert (2 par), Tinksmede, Temmincksryler og Små Præstekraver (2 ynglepar), hvorfor potentialet trods lokalitetens ringe størrelse allerede havde vist sig. Det var kun lille mark liggende i et golde hav at tørre vår- og vintersædsmarker.

Fremme på lokaliteten fandt jeg hurtigt to Klyder på de små mudderflader, hvilket må siges også at være sjældne gæster på Djursland og deres tilstedeværelse vidner blot om svundne tid forud for dræningen af sundet. Meldingerne om spillende Trædækker forskellige steder i Danmark fik mig til at tage støvlerne på. Erindringen om, hvor mange gange jeg tidligere uden held har forsøgt at finde Tredækker, forsvandt som dug for solen, idet en Tredækker lettede blot frem meter fra mine fødder efter jeg højest var nået tyve meter ind på marken. Forfjamsket kastede jeg nogle billeder efter den inden den kaster sig ned igen på den modsatte siden af marken. Vildt, vildt, vildt, jeg tjekkede kameraets display om end jeg ikke blev videre imponeret. Fuglen lettede godt nok tæt på, men kom som skudt ud af en kanon og den fik aldrig særlig højde på flugten, hvorfor den flere gange forsvandt bag bræmmer med Tagrør. Billederne dokumenterede dog arten, hvorfor jeg gik videre rundt på marken, der også have to Dobbeltbekkasiner. De fløj straks op på himlen og begyndte at synge, hvorfor de nok repræsenterer et ynglepar - måske det eneste par i hele sundet. Resten af marken gave ikke flere dækkere, hvorfor jeg til sidst gik forbi stedet, hvor den var gået ned. Tredækkeren kom hurtigt på vingerne igen og billederne blev marginalt bedre, hvorfor jeg var tilfreds. Da den her anden gang tog en tur helt lavt henover asfaltvejen, hvor billerne kom susende forbi, fandt jeg det ikke nødvendigt, at skræmme mere rundt med den. Den havde bedst af at blive siddende frem for at risikere at ende i kølergitteret på en Opel Astra.

Bemærk, den større tyngde og fylde hos Tredækker i forhold til Dobbeltbekkasin.



Bemærk, hvordan de karakteristiske hvide halesider blottes, idet fuglen spreder halen for at lave en full flaps landing.

onsdag den 15. maj 2013

Lille Skrigeørn, 11.5.2013, Gjerrild Overskov


Tid: 11. maj 2013 kl. 09.40-09.56.

Observatører: Leo L. Hansen (LLH), Carsten Olsen (CO), Jørgen Staarup Christensen (JSC), Alex Sand Frich (ASF) og *Kent Olsen (KO).

Beskrivelse:
Lørdag den 11. maj 2013 var det dækket op til morgenobs ved det nye træksted nord for Gjerrild Fyr. Vi stod fem mand, da jeg kl. 09.40 med håndkikkert fik øje på to rovfugle mod sydvest over Gjerrild Overskov. I håndkikkerten fremstod de to fugle forskellige, hvorfor jeg øjeblikkeligt fandt dem med teleskopet med mistanke om en Musvåge og en Hvepsevåge. Den øverste fugl var en Musvåge, mens den anden havde vandret vingestilling og hængende hånd. Afstanden var mindst 2 km (efterfølgende målt i Google Earth) og fuglene var kun lige kommet op over skoven, hvorfor de endnu sås flyvende forholdsvis lavt og dermed i varmeflimmer, men desværre også i skråt modlys. Ikke desto mindre var jeg sikker på, at det ikke var en Hvepsevåge, men i stedet en Lille Skrigeørn alene ud fra jizz, hvorfor jeg hurtigt bad de andre om at kigge med. Indtil nu havde jeg kun set den forfra i glideflugt, men da den drejede en enkelt gang blev jeg helt sikker på bestemmelsen og blev straks mere insisterende overfor de andre.

De to fugle kredsede op ad og fik hurtigt højde, men desværre begyndte de efter ét minut at glide retur. Jørgen og Alex fandt ret hurtigt fuglene i teleskopet, mens Leo og Carsten vist mest så dem i håndkikkert. Taget det tidlige tidspunkt på dagen i betragtning, betød det nok desværre, at ørnen var ankommet dagen før og nu allerede havde set nok af området. Vi kunne følge den glide mod sydøst med indslag af aktiv flugt inden den kredsede nogle runder over Gjerrild by før den drejede om og gled videre mod sydvest op mod vinden. Vi kunne følge den i over 15 minutter, men desværre blev afstanden kun større og lyset var fortsat dårligt.

Samtidig med at fuglen indledningsvis fik højde under vinger, blev de heldigvis også meget tydeligere samtidig med de kom op over varmeflimmeret. Men lyset var ikke godt, hvorfor vi rent faktisk ikke kunne se farve på over- eller undersiden. Men bestemmelsen var alligevel ret ligetil ud fra jizz og fordi vi både kunne vurdere størrelsen i direkte sammenligning med Musvåger og fordi ørnen enkelte gange slog med vingerne, så vi kunne se de lette og ret hurtige vågeagtige vingeslag som karakteriserer Lille Skrigeørn. Der var således på intet tidspunkt noget, der gav associationer til en større ørn. Da fuglen kun var lidt større end Musvågerne, levede fuglen op til betegnelsen om at være en lille Aquila. Stor Skrigeørn kunne udelukkes på størrelse og proportioner, da den art altid har givet mig indtryk af at være en generelt noget større, mere langvinget og mere bredvinget ørn med et klart havørneagtigt jizz. Selv når Stor Skrigeørn glider, ses dens lange fingre tydeligt i den fyldige bagudrettede hånd ligesom hos en Steppeørn, mens dagens Lille Skrigeørn gav indtryk af at have relativt korte vinger samtidig med hånden i glideflugt fremstod let tilspidset og uden særligt fylde bagtil ulig alle de større Aquila slægtninge.

Vingefanget var ikke meget større en hos en Hvepsevåge og i hvert fald ikke større end en Rød Glentes. Klaus Malling Olsen har under billede på netfugl skrevet, at ”Lille Skrigeørn altid har "skuffet" ved sin størrelse sammen med Musvåge. Det er den eneste indenfor kategorien de større ørne, der decideret kan forsvinde i skruer af Musvåger”. Jeg vil dog ikke sige vi som sådan blev skuffet, men det var klart en lille ørn sammenlignet med Musvåger og det, der gjorde den til en ørn, var den vandrette vigestilling med hængende hånd og vinger med ensartet brede.

Det kan måske ligefrem virke useriøst, at bestemme Lille Skrigeørn uden at kunne se lyse dækfjer m.v. Men jeg var ikke et øjeblik i tvivl og som man kan høre på lydoptagelsen, så var der også bred enighed blandt de andre efterhånden som de fandt den med teleskoperne. Bidragende til den hurtige bestemmelse var formentlig også, at jeg mindre end en uge forinden var kommet hjem efter en uges feltarbejde i Egypten, hvor jeg igennem en hel uge havde arbejdet med at tælle trækfugle og herunder set et stort antal Små Skrigeørne og andre Aquila ørne. Men jeg har også mange gange tidligere set Lille Skrigeørn foruden de arter den nemmest forveksles med i forbindelse med flere fuglerejser i Israel og Egypten, men også i Østeuropa og Skandinavien. Desuden fandt jeg også en Lille Skrigeørn på Djursland sidste år, hvor bestemmelsen ligeledes foregik ud fra jizz på meget stor afstand og i modlys. Fugl i 2012 kunne dog heldigvis indhentes og dokumenters med billeder.

Der blev ikke taget billeder eller video af fuglen, men de karakterer, som verificerer bestemmelsen af fuglen ved Gjerrild er:

  • I kredsflugt havde den vandret vingestilling og hængende hånd. Den havde således langt fra en så kuplet vingestilling som Stor Skrigeørn;
  • I glideflugt holdtes hånden samlet og kun let tilspidset uden de lange strittende fingre som hos dens større Aquila slægtninge;
  • Aktiv flugt foregik med relativt hurtige vågeagtige vingeslag, således var vingeslagene lettere og hurtigere end hos de andre større Aquila arter;
  • Vinger relativt korte og rektangulære med parallel forkant og bagkant. Således var vingerne ikke brede og havørneagtige som hos Stor Skrigeørn;
  • Hånden relativt rund med relativt korte fingre og den manglede således den brede firkantede hånd med tydelige strittende lange fingre som ses hos Stor Skrigeørn;
  • Hale relativt lang og ørnen virkede således ikke korthalet på samme måde som en Stor Skrigeørn;
  • Vingefang som en Hvepsevåge og ørnen således ikke så stor og ørneagtig som Stor Skrigeørn.


fredag den 10. maj 2013

Some plumage variation in Red-backed Shrike

Inspired by a male Red-backed Shrike (Lanius collurio) seen in Skagen today, I would like to present a few individuals I have photographed in Denmark within the last few years. They represent some of the plumage variation seen in the nominate form breeding in Denmark.

Male displays exotic features and are unmistakable with their bluish-grey head, bright chestnut back, black, white-edged tail and salmon-pink underparts. Female are very variable, but basically they are warm brown above and whitish below with dusky-brown crescents on breast and flanks. However, within these overall plumage characteristics, some degree of variation occurs including:

Males with a white primary patch and grey influence in the chestnut mantle

A tiny white primary patch is apparent in few individuals

Note how the grey nape reaches into the chestnut mantle.

Note how the grey blends into the chestnut mantle and onto the upper wing.



The male in alle the above photos was a local breeding bird I colour-marked and photographed in June 2010 while doing a population study on the species in Mols Bjerge.


































.

Male with small white primary patch and deep reddish salmon- pink underparts

This nest building male was photographed at Blaavandshuk in May 2012. Note that it has a tiny white primary patch in the folded wing and deeper salmon-pink underparts then the average nominate bird.
























.
Male with dark barring on flanks

This territorial male was photographed in Blaavandshuk in May 2012. Dark barring is occasionally present on flanks (in 4% of 775 individuals caught for ringing in Germany) whatever the age.

























Female with steel-grey crown, whitish forhead and silky white underparts

The female in these two photos was a local breeding bird I colour-marked and photographed in June 2010 while doing a population study on the species in Mols Bjerge.