Viser opslag med etiketten Latterfrø. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Latterfrø. Vis alle opslag

onsdag den 22. august 2012

Lidt iagttagelser af faunaen på Ertholmene

I vores sommerferie havde vi mulighed for at besøge Christiansø i dagene fra den 25. juli til den 31. juli 2012. I den forbindelse lavede Stinna (hustru), Dina (datter) og jeg daglige registreringer af øens flora og fauna ved hjælp af forskellige teknikker. Eksempelvis forsøgte jeg systematisk med ørene og ved hjælp af ultralydsdetektor, at registrere græshopper ud fra deres sang. Desuden forsøgte vi at finde Egegræshoppe ved at benyttede snore med sukkerlokning natten og banke på grene ind over en paraply om dagen. Regner derfor med at listen over græshopper er ret repræsentativ, da vi havde perfekt vejr til de forskellige arter og jeg brugte en del tid specifikt på den gruppe.

Vi kiggede også målrettet efter voksne guldsmede, men da det virkede til at ville være i konflikt med skiltningen om paddebeskyttelse undlod vi at fiske efter guldsmedenes larver. Sommerfuglene forsøgtes også dækket ret grundigt, men kun dagaktive dyr, og snorene med sukkerlokning blev placeret rundt på store dele af øen i håb om at tiltrække eksempelvis Østlig Takvinge, der tidligere på året havde særling stor flyvning på Øland og Gotland.

Den endelige vurdering er, at de tre insektgrupper: dagsommerfugle, guldsmede og græshopper er ret fattigt repræsenteret og ellers meget almindelige generalist arter syntes helt at mangle trods tilstedeværelse af noget, der tilsyneladende ligner egnet habitat.

Alt andet end fugle har jeg tastet ind på F&N, hvor stort set alle fund er angivet med præcis markering på luftfoto og kan ses her (bemærk det tager lidt tid at åbne linket, da det åbner en online søgning i databasen).

Buskgræshoppe Pholidoptera griseoaptera
Ret almindelig og ses vidt udbredt på Christiansø.

Buskgræshoppe, Plateauet, Christiansø.

Sandgræshoppe Platycleis albopunctata
Fåtallig og ses kun lokalt udbredt på de tørreste partier centralt på Christiansø.

Sandgræshoppe, Møllebakken, Christiansø.

Sivgræshoppe Conocephalus dorsalis
Fåtallig og ses kun lokalt udbredt langs med kysten på Christiansø og Frederiksø.

Sivgræshoppe, Rantzaus Batteri, Christiansø.

Almindelig Markgræshoppe Chorthippus brunneus
Meget almindelig og ses vidt udbredt på Christiansø og Frederiksø.

Almindelig Vandnymfe Enallagma cyathigerum
Ret almindelig og ses vidt udbredt i vandhuller på Christiansø.

Stor Farvevandnymfe Ischnura elegans
Ret almindelig og ses vidt udbredt i vandhuller på Christiansø.

Almindelig Hedelibel Sympetrum vulgatum
Formentlig ret almindelig på andre tider af året, men kun en enkelt set på Christiansø.

Almindelig Hedelibel, hun, Rantzaus Batteri, Christiansø.

Fireplettet Libel Libellula quadrimaculata
Formentlig ret almindelig på andre tider af året, men kun en enkelt set på Christiansø.

Sort Hedelibel Sympetrum danae
Lidt overraskende blev to individer set til trods for typisk ynglehabitat synes at mangle på Ertholmene. Men det kan naturligvis dreje sig om tilflyvende eksemplarer.

Sort Hedelibel, hun, Plateauet, Christiansø.

Stor Kejserguldsmed Anax imperator
En territorial han blev set samme dag som en hun blev set æglæggende i forskellige vandhuller. Trods godt vejr blev de ikke set igen, hvorfor de kan have forladt øen.

Stor Kejserguldsmed, territorial han, Bryggerhusbrønden, Christiansø.

Stor Kejserguldsmed, æglæggende hun, Bryggerhusbrønden, Christiansø.

Stor Glassværmer Sesia apiformis
En enkelt hun blev set ved Kongens Have, hvor der i øvrigt står enkelte store Popler. Den havde allerede lagt æg og gennemført første flyvning.

Stor Glassværmer, Kongens Have, Christiansø.

Stor Kålsommerfugl Pieris brassicae
Ret almindelig og ses vidt udbredt på Christiansø og Frederiksø.

Lille Kålsommerfugl Pieris rapae
Ret almindelig og ses vidt udbredt på Christiansø og Frederiksø.

Grønåret Kålsommerfugl Pieries napi
Meget almindelig og ses vidt udbredt på Christiansø og Frederiksø. Sammen med Græsrandøje er det den talrigeste sommerfugl på øerne.

Grønåret Kålsommerfugl, Plateauet, Christiansø.

Dagpåfugleøje Inachis io
Ikke så talrig i perioden.

Admiral Vanessa atalanta
Ikke så talrig i perioden.

Admiral, Plateauet, Christiansø.

Nældens Takvinge Aglais urticae
Meget almindelig og ses vidt udbredt på Christiansø og Frederiksø.

Græsrandøje Maniola jurtina
Meget almindelig og ses vidt udbredt på Christiansø og Frederiksø. Sammen med Grønåret Kålsommerfugl er det den talrigeste sommerfugl på øerne.

Det Hvide W Satyrium w-album
Ret almindelig og ses vidt udbredt på Christiansø med op til flere individer ad gangen på steder med høje Elmetræer.

Det Hvide W, Plateauet, Christiansø.

Skovblåfugl Celastrina argiolus
Ret almindelig og ses vidt udbredt på Christiansø.

Skovblåfugl, Plateauet, Christiansø.

Almindelig Blåfugl Polyommatus icarus
En frisk hun blev set på Plateauet. Bestemmelsen bygger på de karakteristiske kendetegn på undersiden af det bagerste vingepar.

Pindsvin Halichoerus grypus
Udsat i 1950erne. Enkelte blev set om dagen og aftenen på Christiansø.

Gråsæl Halichoerus grypus
Enkelte blev set dagligt i vandet omkring Christiansø og Frederiksø, mens op til 89 individer blev set fordelt på Tat og de omkringliggende skær.

Gråsæl, yngre individ, Vesterskær, Frederiksø.

Lille Vandsalamander Triturus vulgaris
Ret almindelig og blev set i flere vandhuller på Christiansø.

Skrubtudse Bufo bufo
Meget almindelig og ses vidt udbredt på Christiansø og Frederiksø. Det var meget usædvanligt, at opleve de voksne tudser være så dagaktiv som vi oplevede det på Christiansø. Mange gange gik de rundt på stierne i deres vandring til og fra vandhullerne, hvor flere individer til tider kunne opleves siddende overfor hinanden midt på en sti. På andre tidspunkter gik de på deciderede fourageringstogter, hvor det indimellem oplevedes, at de kravlede op til blomsterne i urtevegetationen for at fange insekter. Ikke nok med at øerne er særlige, men Skrubtudserne opfører sig ligeledes helt særligt.

Grønbroget Tudse Bufo viridis
Enkelte voksne individer blev set hist og her på Christiansø og Frederiksø, mens haletudser noteredes i forskellige rock pools langs med kysten, hvilket vidner om en større etableret bestand.

Grønbroget Tudse, Møllebakken, Christiansø.

Grønbroget Tudse, Møllebakken, Christiansø.

Grønbroget Tudse, Møllebakken, Christiansø.

Grøn Frø Pelophylax kl. esculentus
Meget almindelig og ses vidt udbredt i vandhullerne på Christiansø.

Latterfrø hun (tv.) og Grøn Frø han (th.), Bryggerhusbrønden, Christiansø.

Latterfrø Pelophylax ridibundus
Formentlig ret almindelig og ses i enkelte af de større vandhuller på Christiansø.

Latterfrø, hun, Bryggerhusbrønden, Christiansø.

Latterfrø, hun, Bryggerhusbrønden, Christiansø.

fredag den 13. august 2010

Mission Accomplished!

I dagene 5.-8. august 2010 var jeg sammen med Erik Dylmer, Simon Waagner og Lars Iversen på Bornholm for at eftersøge arter. Vi havde target på græshopper og guldsmede, men kiggede med et generelt bredt artsfokus. Eksempelvis brugte vi de fleste aftener på at lytte og lyse flagermus, hvor vores optagelser med ultralydsdetektor dog skal først analyseres før vi kan være sikre på bestemmelserne. Personligt havde jeg målet at se Latterfrø (kendes kun fra Bornholm), Blåvinget Ørkengræshoppe (kendes kun fra Bornholm), Lille Kobbervandnymfe (kendes fra to lokaliteter på Bornholm og én lokalitet i Nordsjælland) og så krydre det hele med lidt store måger.

Første dag lokaliserede vi mine tre ønskede arter uden de helt store problemer og fik dem oven i købet fotograferet, hvorefter der resten af turen var lagt op til kreativitet og fri improvisation. På 2. dagen startede vi i Sorte Gryde ved Helligdommen for at se Grotteedderkop, hvorefter vi besøgte Hammeren for at se Baltisk Sildemåge. Efterhånden som dagen gik, blev vejret bedre og vi følte os i topform.

Hen på eftermiddagen besøgte vi Hammershus, hvor vi langsomt og afslappet tjekkede diverse dyr på engen syd for borgruinen. På et tidspunkt kaldte Simon fordi han havde fundet Soldatertæger, der i Danmark kun findes på Bornholm. Vi var alle på vej derover, men på afstand fik jeg øje på en grøn løvgræshoppe i toppen af den samme tidsel som tægerne åbenbart sad i og råbte STOP. Simon var på vej derhen og selv på afstand kunne jeg se der var tale om en ny art for Danmark. Hurtigt fiskede jeg et glas frem fra tasken og lukkede det sammen om græshoppen, hvorefter der blev råbt høj og jublet. Hermed var det blot tilbage at få dokumenteret, at det netop var en hun Phaneroptera falcata og ikke en nærtstående art. Efter fotografering blev den sluppet ud på samme sted. Vi har valgt at give den det danske navn Seglgræshoppe. En meget uventet art, som heldigvis kunne bestemmes nærmest øjeblikkeligt. Der kommer en artikel om fundet i Entomologiske Meddelelser eller Flora og Fauna, hvorfor vi ikke vil løfte sløret yderligere.

Resten af turen var præget af overskyet vejr og indimellem lidt byger, men i de lysere perioder fortsatte vi eftersøgningen på diverse andre lokaliteter. På vej til færgen med Simon lørdag middag havde vi lige tyve minutter til at kigge forbi Pyritsøen ved Sorthat. Mens jeg snakkede med RSN i telefon trådte jeg en høsommerful op. Heldigvis var nettet i hånden og dyret kunne således fanges og bestemmes til hun Orange Høsommerfugl, hvorefter den blev sluppe fri igen.

Den sidste aften kiggede vi måger på Nexø Havn i støvregn, hvilket gav 2 juvenile og 4 ældre Kaspiske Måger og én gammel Middelhavssølvmåge. Fire af de Kaspiske Måger er dokumenteret og kan ses her, her, her og her.

Lille Kobbervandnymfe (Lestes virens), hun, 5.8.2010, Bastemosen, Bornholm

Lille Kobbervandnymfe (Lestes virens), han, 5.8.2010, Bastemosen, Bornholm



Latterfrø (Pelophylax ridibundus), 5.8.2010, Safirsøen, Bornholm, en brun variant



Latterfrø (Pelophylax ridibundus), 5.8.2010, Safirsøen, Bornholm, en grøn variant



Seglgræshoppe (Phaneroptera falcata), hun, 6.8.2010, Slotslyngen, Hammershus, Bornholm, sådan kan en ny art for landet se ud...


Blåvinget ørkengræshoppe (Oedipoda caerulescens), han, 5.8.2010, Raghammer Odde, Bornholm


Det hvide W (Satyrium w-album), 6.8.2010, Hammeren, Bornholm



Grotteedderkop (Meta menardi), 6.8.2010, Sorte Gryde, Helligdommen, Bornholm


Mose-Lungemos (Marchantia polymorpha), 7.8.2010, Dueodde, Bornholm


Liden Ulvefod (Lycopodiella inundata), 7.8.2010, Dueodde, Bornholm