Viser opslag med etiketten Kærsanger. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kærsanger. Vis alle opslag

torsdag den 24. april 2014

Må man feltobse en Kærsanger om efteråret?

Ses fuglen godt, så er svaret: JA!

Fandt lige nogle billeder jeg havde taget af en Kærsanger den 1. september 2013 ved Fornæs. Da feltbestemmelse af Rørsanger og Kærsanger kan vore udfordrende fik jeg lyst til at poste dem sammen med nogle kommentarer, der kombineret med et digitalt kamera kan være med til at sikre en feltbestemmelse.

Der er naturligvis flere karakterer end de omtalte, men på billedet er det værd at bemærke, at indskæringen på p3 falder et stykke længere ude i hånden end, hvor armsvingfjerene i den lukkede vinge danner bagkant. Hos Rørsanger falder indskæringen på niveau med armsvingfjeren og det er således en karakter, der kan ses med håndkikkert forudsat at fuglen ses direkte fra siden. Desuden fremstår benene ret gule, hvor Rørsanger gerne har mørkere grå hornfarvede tarser. Kløerne hos Kærsangeren er kortere og mindre krumme end hos Rørsanger og fremstår også gerne lysere end hos Rørsanger. Men særligt farven kan være rigtig svær at bedømme selv ud fra billeder, hvorfor det er værd at fokusere mere på formen og tykkelsen. Næbbet fremstår kraftigere og gerne kortere end hos Rørsanger. Desuden havde den aktuelle fugl en distinkt olivenfarvet overside og manglede således den rødbrune overgump, som typisk ses hos Rørsanger. Den lange håndsvingfjers-projektion med ni synlige spidser bag den længste tertiær var også markant.

Rolf Christense fra Skagen har tilføjet, at Kærsanger om efteråret kalder som Gærdesanger, og at billederne viser det bedste kendetegn i form af lyse spidser på håndsvingfjer, hvilket er tydeligt i den lukkede vinge. Desuden har Kærsanger bredere og mere lige afskårne hånd- og armsvingfjer end Rørsanger, hvorved det yderste af fjerene fremstår mere firkantede end hos Rørsanger. I øvrigt er ung Kærsanger om efteråret mere gylden gullig brun, hvor Rørsanger er mere mere brun med rødbrun overgump.


mandag den 10. juni 2013

Særligt melodisk Kærsanger ved Veggerslev



Fik en opringning fra Carsten Olsen lørdag middag den 8. juni 2913, hvor han kunne viderebringe, at Anders Rasmussen fra Grenå havde fundet en Buskrørsanger og en Flodsanger mindre end 500 meter fra hinanden under en omgang natlyt fra cykel.

Kl. 22.15 samme aften stod Carsten og jeg klar ved busken, men i løbet af en time hørtes ikke andet end Kærsangere og Græshoppesangere, hvorfor vi i stedet besøgte Flodsangeren, der til gengæld var i fuld gang. Den sang så kraftigt, at der skabtes resonans i skovlysningen, hvorfor der til tider lød som om der sad en Flodsangere i hvert sit hjørne af lysningen.

Vi var retur ved busken ved midnat, hvor der forsat ikke hørtes klare tone. Istedet for at vente tog jeg et par timer i det østlige Kolindsund for selv at prøve lykken. Det blev til en ordentlig omgang Kærsangere, Nattergale og flere Græshoppesangere inden jeg vendte tilbage til natsangeren ved busken. Klokken var blevet 02.25 og nu hørtes nogle klare lyde fra engen, hvor busken skulle sidde. I over en time kunne jeg stå få meter fra fuglen med mikrofonen monteret på stativ og optageren kørende, hvilket var meget stemningsfuldt i den mørke nat.

Jeg stod dog og blev lidt usikker i mørket, da den ind imellem fik lidt meget fart på sangen selv om den havde mange gentagelser. Desuden havde den ikke de rigtig melankolske "tri-li-ly" tonerækker som de to Buskrørsangere jeg selv havde fundet i 2008 havde. Var det blot en natsyngende Kærsanger eller var den virkelig god nok?

Egentlig hældte jeg mest til, at det var en Kærsanger, men usikkerheden gjorde, at jeg besluttede, at bruge en pandelygte i et forsøg på at se fuglen. Fik derfor lygten monteret foran på kameraets objektiv og heldigvis sad fuglen fri fremme, hvorfor jeg blot kunne lyse på den imens den sang videre og derved oven i købet taget nogle billeder uden blitz ved ISO 3200. I nogle vinkler så hånden tilpas kort ud, men i andre var den jo lidt lang. Velvidende, at Buskrørsanger kan variere lidt i primærprojektionen, var jeg fortsat ikke helt sikker på om det egentlig blot var en Kærsanger.

Af gode grunde kunne jeg ikke se om den havde lidt lys iris, men fik dog indtryk af at benene sammen med kløerne var relativt mørke, hvilket var meget godt, men ikke udslagsgivende. Den havde klare toner i sangen, ret langsomt sangtempo, der dog indimellem fik lidt hastighed. Jeg var klart farvet af meldingen om at der havde siddet en Buskrørsanger morgenen forinden. Kunne det være en hybrid eller var jeg blot for træt. Jeg vurderede, at det måtte være det sidste, hvorfor jeg forlod fuglen og brugte et par timer mere i det vestlige Kolindsund inden jeg gik i seng.

Nu har jeg fået tid til at kigge mere grundigt på billederne og det er en Kærsanger jeg har optaget og fotograferet. Det er jo nok det indtryk man hurtigt får, når man ikke lige har lyttet sig døv og blind som jeg gjorde. Men kigger man samtidig på yderfanen af de længste svingfjer, ses det tydeligt, at der kun er en relativt kort indskæring på P3 som hos en Kærsanger og den er således ikke lang som hos Buskrørsanger samtidig med der helt mangler indskæring på P4 som Buskrørsanger også har.