Viser opslag med etiketten Steppehøg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Steppehøg. Vis alle opslag

lørdag den 23. maj 2015

En herlig morgenobs ved Gjerrild Nordstrand

Dagens morgen ved Gjerrild Nordstrand overraskede flere gange. Vinden var svag fra vest til starte, men tog ret hurtigt i løbet af morgenen til, så den blev hård. Det var ikke lige opskriften på den store succes, men ikke desto mindre trak en 2K Steppehøg ud kl. 07.01. Den forlod land ved den lille hytte på klinten lige nord for Gjerrild Fyr og fortsatte målrettet mord nord og tabe hurtigt højde, så den forsatte lavt over havet. Alene flugten var meget distinkt, meget energisk og fuld af power, kroppen meget slank med relativt lang hale og fyldigt hoved, således meget tyndmavet som en Steppehøg. Vinger ret brede over armen, mens hånden spidsede meget til. Inden den forlod land sås at det var en 2K fugl med juvenil underside og lys halskrave indrammet af mørk boa, men kort efter den havde sluppet kysten passerede den kraftigt modlys, hvorved kun JIZZ kunne erkendes, flugt og form fik mig til at tænke hun. Til sidste lykkedes det at tage videoen herunder.



Men det skulle ikke stoppe her for allerede kl. 07.31 sås en ældre han Blå Kærhøg og lidt senere en 2K han Blå Kærhøg foruden tre Rørhøge og fem Tårnfalke, så der var tydeligvis gang i noget træk ud over det sædvanlige. Det skal siges at vi ikke er forkælet med kærhøge og da slet ikke sidst i maj, hvorfor jeg var godt tilfreds. For at følge med i vores iagttagelser af trækfugle ved Gjerrild kan man tjekke ind her.



Småfuglene var som typisk i hård vind fra vest sidst i maj meget fåtallige, hvorfor jeg gik op på vejen ved Gjerrild Fyr for at se om der trak Lærkefalke lavt uden jeg så dem eller om der rastede kærhøge i engene. Det sidste gjorde sig gældende for begge de blå fouragerede over markerne mellem fyret og Gjerrild Klint. Men jeg stod der, tjekkede jeg ofte himlen mod syd og efter enkelte Musvåger havde været på trækforsøg sås pludselig en Lille Skrigeørn over Marshøj.

Den Lille Skrigeørn blev bestemt ganske hurtigt, da tegninger på over- og undersiden var tydelige i medlys. Der sås hvide håndrodsfelter og lyse brune dækfjer, der således var lysere end svingfjer. Fuglens størrelse vurderes til at være godt og vel som en Hvepsevåge eller Rød Glente og den kredseden hele tiden med flad arm og hængende hånd. En helt igennem klassisk Lille Skrigeørn og dragten passede fint med en 2K uden fældning og med relativt smalle vinger og hånd. Det er uofficielt min fjerde Lille Skrigeørn på Djursland om end den 3. blev forkastet af SU, da vi så den alt alt for dårligt. Officielt er det således min 3. fugl, mens jeg har set to Store Skrigeørne på Djursland. Dagens fugl kredsede hele tiden og kom længere og længere mod øst og efter lidt tid fik jeg videokameraet frem og sat det på teleskopet, men i det samme kom fyrpasseren ud. Og de fuglekiggere, der har mødt ham, vil vide, at så er det bedst at forsvinde. Jeg flyttede derfor lidt længere ned ad vejen og her lykkedes det efter lidt tid at finde fuglen igen, hvor den fortsat kredsede om end nu meget længere mod øst, vel et godt stykke øst for Gjerrild Klint, men tæt på kysten. Her lykkedes det desværre ikke at få den i søgeren på videokameraet inden den begyndte at glide væk og til sidst forsvandt i retning øst-sydøst.

Det var således en virkelig god dag ved Gjerrild, der overraskede på flere punkter. Herunder ses en video af en Skovpiber jeg trådte op fra en mark ved gården lige syd for obsposten. Desuden er Kornværling ganske taltig ynglefugl i området mellem Gjerrild og Fornæs, og de præger i den grad stemningen på en god måde på vores mange forårsdage.


onsdag den 29. maj 2013

Lige lidt ekstra om Steppehøg på matriklen



Fik lige lyst til at sætte lidt ekstra billeder sammen for at gør en direkte sammenligning meget nemmere. Jeg erkender, at på de små forstørrelser kan det være svært, at se den svagt markerede lyse halskrave på fuglen fra Feldballe, men på min egen skærm er den lige akkurat synlig. Heldigvis er der en række andre karakterer, der synes at understøtter bestemmelsen.

En særlig tak til Søren Kristoffersen og Rasmus Due Nielsen for tilladelse til at gengive deres billeder. Desuden skal der lyde en respektfuld tak til Stephan Skaarup Lund for på ædel vis at acceptere fundet med oprejst pande.

Steppehøg, 2K han, 10. maj 2006, Vandplasken (c) Rasmus Due Nielsen

Steppehøg, 2K han, 18. maj 2013, Skagen (c) Søren Kristoffersen.

Steppehøg, 2K han, 18. maj 2013, Skagen (c) Søren Kristoffersen.

Steppehøg, 2K han, 18. maj 2013, Skagen (c) Søren Kristoffersen.

fredag den 24. maj 2013

Så var det alligevel en Steppehøg på Djursland!

Husk at klikke på kollagen for at se den i fuld størrelse. Det er forudsætningen for at kunne konstatere flere at de små dragtdetaljer. Fotograferet lørdag den 18. maj 2013 på Friland i Feldballe, som ligger på Djursland.



































Klaus Malling Olsen skrev:

Tak for den tilsendte kærhøg, der jo ikke er helt let, da vinklen gør, at nogle detaljer ikke ses. Dog vover jeg at kalde den for 2K Steppehøg på baggrund af:

1: Formen. Kroppen er klart bredere end den nærmest Twiggy-agtigt tynde man ser hos Hedehøg. Dette sammen med ret korte vinger med smal, spids hånd giver ofte Steppehøgen et udseende ala en falk (hvor blå Kærhøg er mere spurvehøgeagtig) - et indtryk man får af billederne her.

2: ensartet lysorange kropsunderside. Hedehøg kan principielt se sådan ud, men langt de fleste har i maj skiftet hoved og en del af kropsfjerene, hvor Steppehøg fælder langsommere, og højst har fældet mindre partier i hovedet. Dette leder til...

3: fuglen mangler mørk boa, men erfaringerne fra de senere år fra f.eks. Skagen har vist os, at en lille andel (10-15 %) af 2K´erne har udskiftet boaen med nye, lysere fjer. Derved kan den lyse halskrave forsvinde, da dens bageste afgrænsning mangler, men som regel ser man alligevel at der er en lysere ring, der blot ikke står så tydeligt frem.

4: Håndfladens tegning på undersiden. Den er helt typisk for Steppehøg med manglende mørk bagkant på hånden og i fingerspidserne. Hedehøg har mørke brede fingerspidser og bagkant på hånden, men jeg har set en del slidte forårsfugle, hvor dette var langt mindre fremherskende. Desuden er tværbåndingen på håndfladen koncentreret til omkring midterdelen, hvilket ofte efterlader et bredere lyst parti rundt om knoen (Forsman´s boomerang). Vigtigere er det, at man ser et bredt mørkt komma ala Børringevåge (Red: Mallings komma). Det er en god steppehøgekarakter, der er mindst lige så god som boomerangen. Hedehøg med et lignende komma har det typisk smallere og mere "camoufleret" af bånding af lignende bredde tættere på hånddækfjerene, samt ofte mørke pletter bag kommaet; Steppehøg har typisk utegnede partier her.

Jeg fornemmer også, at håndens bagkant virker "indsuget" imod bredere arm, hvilket er en god Steppehøgekarakter. Hedehøg har mere jævnt bred arm og hånd, og sidstnævnte er klart længere end hos Steppehøg. Så jeg vurderer din fugl til 2K Steppehøg - en af herligt mange i dette forår.


Bemærk, at særligt brystsiderne fremstår ekstra lyse i forhold til bug og flanker, hvilket viser, at fjerene på kroppen fortil er blevet udskiftet, hvorved særligt den mørke boa er reduceret i mørkhed. Dernæst kan man på enkelte billeder lige akkurat se en lys krave på siden af halsen som afgrænser det mørkere ansigt, hvor der iøvrigt ses lysere tegninger over og under øjet.




































Her er andre 2K han Steppehøge fra Finland i maj, Danmark i Maj og Danmark i maj (særligt sidstnævnte ligner meget godt den fugl jeg så) med varierende grad af fremskreden fældning, men fuglen fra Friland kan også sammenlignes med den her 2K han Hedehøg fra Møn, hvor forskellen er slående. Bemærk særligt de brede sorte spidser på de længste håndsvingfjer hos fuglen fra Møn, men også den ret veldefinerede sorte bagkant selv på det inderste af hånden. Nogle gange kan den karakter dog forvirre, da særligt afblegede fugle om foråret kan mangle en sådan distinkte mørke bagkant som det eksempelvis ses hos den her 2K fra Bødkermosen på Møn, hvor håndsvingfjerenes mørke spidser heldigvis ser mere typiske ud for Hedehøg.

tirsdag den 21. maj 2013

Min 1. Steppehøg i Østjylland blev en 2K han

Lørdag den 18. maj 2013 sad vi ude i haven og spiste aftensmad hjemme på Friland, da jeg pludselig fik øje på en spidsvinget kærhøg. Den kom så tæt på, at selv uden kikkert kaldte mit umiddelbare indtryk af jizz på Steppehøg. Kamera og kikkert lå i den anden ende af grunden, så i de sekunder det tog at hente begge dele, passerede kærhøgen i stor fart lavt imellem bygningerne på Friland og nåede ud over kornmarken mod syd inden objektivet var rettet ind. Det ville jo nærmest være en katastrofe, at se en Steppehøg i Østjylland uden at den kunne dokumenteres, så i stedet for at bruge kikkerten skøde jeg udelukkende en række billeder for at dokumentere fundet og i håb om de ville blive gode nok til en efterfølgende bestemmelse. Med fuglens hastighed og lave flugt igennem området, var det blot et spørgsmål om sekunder inden den ville forsvinde bag træerne. Men heldigvis drejede den lidt, så jeg fik tid til at skyde lidt flere billeder.

Om aftenen fik jeg tid til at se billederne på computeren, men da billederne viste blandede karakterer var jeg oprindeligt noget i tvivl om bestemmelsen. I flugten gav fuglen indtryk af at være særdeles kraftfuld og nogle af billederne viste en kærhøg med kompakt og fyldig krop med bred tyrenakke som hos Blå Kærhøg og relativt kort hale, hvorfor 2K han Steppehøg lå i baghovedet som en åbenlys forklaringsmodel. Samtidig var undervingens tegning rigtig god for en 2K Steppehøg med de lyse spidser på de inderste håndsvingfjer og med Forsman's lyse boomerang trukket op af Mallings brede mørke komma. Men fuglen manglede særligt den mørke boa på halssiden, hvorfor det måtte være en Hedehøg.

Efter jeg havde publiceret fuglen som en Hedehøg og klaget min nød over at jeg aldrig fandt en Steppehøg i Østjylland, begyndte baghovedet igen at snakke. Der var noget ved bestemmelsen, der gjorde, at jeg ikke kunne få en 2K han Steppehøg ud af hovedet. De senere år har jeg set billeder af forskellige Steppehøge, der om foråret har været så fremskredne i deres fældning, at de allerede havde skiftet fjer på dele af kroppen og halsen, hvorved særligt den mørke boa, men også den lys krave stort set manglede eller i hvert fald var stærkt reduceret. Men var deres fældning af fjer på kroppen ikke så fremskredne som 2K han Hedehøge typisk er om foråret.

I erkendelse af at jeg havde brug for ekstra vurderinger, bad jeg derfor bl.a. Klaus Malling Olsen om at analysere billederne. Konklusionen fra hans side blev en 2K han Steppehøg i fremskreden fældning og hans grundige forklaring kommer snart i et andet indlæg.








tirsdag den 26. april 2011

2k hun Steppehøg i Skagen

Søndag den 24. april var jeg med Århusbirdere og ex-Århusbirdere i Skagen, hvor vi sidst på dagen sad på Hulsig Hede. Jens Kirkeby kom forbi og meldte kort efter en kærhøg mod vest og i teleskop kun den ret hurtigt bestemmes til Steppehøg. Vi fulgte den lidt i korte glimt imens den fløj lavt mellem klitterne og var væk mange sekunder afgangen, men til sidst fløj den ganske tæt forbi os på vores klit inden den fortsatte mod øst over heden langs med skovkanten. Afstanden var nok under 40 meter, da den i perfekt medlys gled forbi, hvorfor stemningen hurtigt kom i vejret og kameraernes display efterfølgende fremvist.

Juvenil Steppehøg gennemgår i vinterkvarteret en delvis fældning af kropsfjer, hvor enkelte fjer omkring halsen og på det øverste bryst skiftes. Omfanget af fældningen er dog ret variabelt, hvorfor mange fugle ankommer til yngleområderne uden overhovedet at have fældet kropsfjer, mens andre har skiftet lidt af fjerene i den mørke bjælke på brystsiden (også kendt som nakkeboaen). Den aktuelle Steppehøg er dog i fældningsmæssigt ret fremskreden i en grad jeg ikke selv har set tidligere, hvorfor jeg kort overvejede muligheden for en fugl ældre en 2k. Det øvrige af dragten skreg dog til himlen og afslørede alderen med sikkerhed. Halssider og nakke han sammen med det forreste af ryggen og det forreste af flankerne gennemgået fældning og er skiftet til anden generations fjer med striber, så den mørke nakkeboa fremstår med fine mørke striber og flankerne ligeledes har brede mørke længdestriber fortil. Den mørke brune iris og de ret brede vinger gør af fuglen med sikkerhed kan kønsbestemmes til hun.








Påske i Skagen

Søndag den 24. april var jeg i Skagen sammen med Stephan Skaarup Lund, Rasmus Due Nielsen, Erik Dylmer og Rune Sø Neergaard. Efter en meget stille morgen på Nordstrand flyttede vi til Storklit for at følge tiltrækket af rovfugle. Fuglen fulgte overvejende en rute i modlys syd for vores klit, hvorfor vi flyttede til Hulsig Hede lige nord for Brennerpasset i håb om at kunne se trækket under bedre lysforhold. Trækket kørte i bølger igennem dagen og bød på masser af gode oplevelser med bl. a. to Steppehøge – en på afstand i modlys og en tæt på i medlys (under 40 meters afstand).

Vi sluttede med en Rødrygget Svale fundet på 800 meters afstand (målt på kort) af Stephan Skaarup Lund. Vi kunne udelukke en hybrid mellem Landsvale og Bysvale på baggrund af flugtformen som var mere glidende end hos de 10 Landsvaler, den fouragerede sammen med. Den fløj til tider lavt over hedesøens mørke vandoverflade og med mørk vegetation som baggrund i perfekt medlys, hvorfor farve kunne erkendes til trods for den store afstand. Jeg så en lyse rødlige overgump, lange halefjer, lys strube og lyse rødlige underside, sort undergump, men kunne ikke erkende nakkebånd og fumlede for meget med mit videokamera til at kunne fange den, så desværre en fugl uden dokumentation. Til gengæld sås den af Jens Kirkeby, Henrik Læssøe, Rasmus Due Nielsen, Rune Sø Neergaard, findere og mig selv i nok noget der ligner 5-8 minutter inden den målrettet tog højde og trak mod sydvest, hvor den krydsede Skagenvejen syd for Brennerpasset. Vi eftersøgte den siden ved Milesøerne og Råbjerg Sø uden succes.

Blå Kærhøg, 24.4.2011, Nordstrand, Skagen.

Rød Glente, 24.4.2011, Nordstrand, Skagen.

Sort Glente, 24.4.2011, Nordstrand, Skagen.

Steppehøg, 2k, 24.4.2011, Storeklit, Skagen.

Kongeørn, 24.4.2011, Storeklit, Skagen.

Sort Glente, 24.4.2011, Hulsig Hede, Skagen.

Havørn, 3k, 24.4.2011, Hulsig Hede, Skagen.

Steppehøg, 2k hun, 24.4.2011, Hulsig Hede, Skagen.