Hvidstrubet Spurv (Zonotrichia albicollis), 11.7.2010, Skørping, Nordjylland
Er lige kommet hjem fra en tur til Portugal og man kan sige min timing ikke var helt velkoordineret. Afrejsen var således perfekt synkroniseret med ankomst af Hvidkronet Stenpikker og midtvejs på turen blev en Hvidstrubet Spurv meldt i Skørping med tilhørende super flotte fotos på Netfugl. Indholdet af rejsen vil blive behandlet i senere indlæg, men kort efter min hjemkomst, tog Dina og jeg på et afslappet og roligt søndags-twitch i vores efterhånden nedslidte bil med fire ud af fem fungerende gear. Bilen skal udskiftes, da en ny gearkasse ikke kan betale sig og da jeg ikke ville vente på den nye bil bliver klar i næste uge, så tog vi altså af sted i 4. gear fra Feldballe på tur til Skørping.
Vi blev hurtigt budt indenfor i haven og få minutter efter hørtes den ejendommelige og meget karakteristiske sang fra naboens have. Hvidstrubet Spurv var pp. Dina indtog klatrestativet og fløjtede som spurven, mens jeg snakkede med familien. Kort efter satte den smukke han sig i nærmeste busk og en kort video blev taget af den flotte fugl. Derefter fulgte godt en time med kaffe og kage, mens dens sang hørtes fra forskellige retninger i de mange nabohaver. Dina legede super godt med de to piger i huset, og jeg fik meget mere kaffe. Der var god stemning og hygge i haven takket være værtsfamilien og spurven.
På turen hjem passerede vi en nyslået græsmark lige syd for Skørping, hvor tre Røde Glenter fouragerede og en Hvepsevåge fløj over løvskoven vest for. Min datters tålmodighed blev belønnet med en kæmpe softice og alle i bilen var glade. Det samme kan ikke siges om turen til Dødssejleren på Amager…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar