fredag den 24. august 2012

Bladskærerbien Megachile lapponica i haven...

Den 5. august 2012 kom min datter ind og fortalte hun havde set bier i nogle træstammer hun har stående omkring et udendørs legekøkken. Ikke nok med at de var sorte, men de kom også indimellem flyvende med sammenrullede grønne bladstykker holdt under maven inden de kravlede ind i små huller i træstammerne.

Vi havde ikke så længe forinden snakket om bier og jeg havde fortalt, at de sorte kunne indeholde nogle meget spændende arter og det var derfor hun lige ville fortælle det i tilfælde de var sjældne. Sammen kunne vi bagefter se, hvordan bierne fløj til og fra stammerne med bladstykker, udgravede nye huller, så savsmulden dryssede ned i græsset, gjorde rent og fjernede rester af gamle celler i gangene. Super hyggeligt.

Slægten Megachile er en kosmopolitisk gruppe af solitære bier, ofte kaldet Bladskærerbier. Flere arter i familien Megachilidae anvender tyggede bladstykker, når de bygger celler til larverne, mens eksempelvis arten Megachile lapponica istedet benytter pænt afbidte runde stykker af blade eller kronblade til at bygge deres ynglecellerne med, dermed deres fælles navn.










Ingen kommentarer: